Plant smukke og farvestrålende dahlia i din have

Dahlia er rigtig gode, hvis du vil have farver i din have. Og dahlia er ikke så svære at dyrke og passe, som du måske tror. Bare du tager dine forholdsregler som at vande og beskytte dem mod let nattefrost. Så kan du have blomstrende dahlia helt hen i efteråret.

Dahlia koster ikke meget besvær

Dahlia (eller georgine) fås i alle mulige varianter, så det er muligt at finde en dahlia til enhver smag. Mange vælger dahlia fra, fordi de er blevet skræmt af historier om den besværlige vinteropbevaring af dahliaknolde, og det er synd.

Det behøver nemlig slet ikke at koste meget besvær. Du kan sagtens finde dahliaknolde til cirka 20 kr. pr. stk., som kan sikre en overdådig blomstring i sensommeren. Og får du dem ikke op inden vinteren, så er det en beskeden investering, der skal til næste år, når en ny sæson står for døren.

Dahlia kræver sol og vand

Dahlia kræver en solrig plads i haven, og helst et sted, hvor der ikke er for meget konkurrence om vand og næring. Især i det regnfattige forår kan det være nødvendigt med jævnlig vanding. For lidt vand kan gå ud over både vækst og blomstring. Dahlia begynder at blomstre i højsommeren (juli-august) og kan fortsætte ind i oktober-november.

Støtte til høje dahlia

De høje dahlia kræver en form for støtte, og det kan du lige så godt etablere, allerede når du lægger knoldene i jorden. Planter du tæt, kan de ofte støtte hinanden, men det stiller så større krav til gødning og vanding.

Pas på frosten

Dahlias værste fjende er frosten. Ved den mindste nattefrost risikerer du, at planterne falder helt sammen og ikke kommer igen. Så hen i oktober bør du være klar med fiberdug, lette lagner, fleecetæpper eller lignende, så du kan dække planterne over ved risiko for frost. Det er oftest nok til at redde flere ugers længere blomstring.

Få flere blomster

Dahlia er dejligt nemme at formere. Den nemmeste metode er at dele knoldene. Lidt mere besværligt er det at formere ved stiklinger, men det er en god metode, hvis du vil have mange af den samme slags dahlia.

Så dine egne frø

Sjovest er det nok at formere dahlia ved at høste og så egne frø. Høst frøene, når blomsterne er visnet i efteråret, og så dem i marts inden døre. Sørg for masser af lys, når de er spiret. Planterne kan plantes ud, når der ikke længere er risiko for frost.

Dahlia-frøene giver overraskelser

Dahlia er forædlet gennem mange, mange år, så der nu er tusindvis af sorter og hybrider, men når du tager frø fra egne blomster, så kan du ikke på forhånd vide, hvordan de frøformerede planter kommer til at se ud, og det er ikke mindst det, der er en del af charmen. Og får du frembragt en dahlia, som du sætter ekstra pris på, så danner de frøformerede dahlia knolde, som efter opbevaring vinteren over vil give de samme blomster år efter år.

Læs mere om frøformering

Havebloggeren Gitte Hamann (frafroetilblomst.blogspot.dk) giver flere eksempler på, hvor forskelligt, det kan falde ud, når man eksperimenterer med at så egne dahlia-frø. Gitte tog frø fra den hvide “Honka”, og det gav hvide, gule, rosa, røde og dobbelte hvide blomster det efterfølgende år. Du kan læse mere om frøformering af dahlia og meget andet om at tage frø fra egne planter og dyrke dem på Gittes Hamanns blog.

Læs også: Dahlia – få succes med georginer i haven

Mest læste artikler