Palmer i haven

Det kan godt lade sig gøre at have palmer i en dansk parcelhushave.


Sydlige himmelstrøg

Palmer får os til at tænke på sydlige himmelstrøg og tropiske, hvide strande, men det er ikke hele sandheden om denne specielle plantegruppe. Faktisk vokser der palmer i langt mere kolde og tempererede egne, og det betyder, at der findes palmer, som vi kan plante hjemme i haverne og få stor succes med.

Tåler stærk frost

Palmefamilien er stor, og de fleste er hjemmehørende i tropeegne, men der er nogle få stykker, som er seje nok til at klare det danske klima. Den bedste er nok hørpalmen, Trachycarpus fortunei, der stammer fra Kina og tåler ned til 17 graders frost. Den har godt af en isolerende vinterdækning i de første leveår i haven, men klarer sig senere uden den store pasning. Og den kan blive pænt stor i en dansk have.

Nøjsomme planter

Palmerne er generelt nøjsomme, og de kræver hverken fantastisk god jord eller masser af gødning, men det er en god idé at ofre dem lidt opmærksomhed, når vinteren sætter i gang. De fleste af de palmer, vi kan have herhjemme, vil have godt af lidt jorddækning rundt om stammen i form af en bunke visne blade og måske også grenene fra det kasserede juletræ. Og de sorter, der ikke helt tåler de allerværste danske vintre, kan ofte overleve ved at få bladene bundet sammen – gerne med noget sækkelærred omkring. Flere af dem har ikke kulden som sin værste fjende, men der imod fugten, så der kan man i vintermånederne etablere et lille halvtag over dem. Men er du i tvivl, så spørg din forhandler, de er oftest ret specialiserede og har derfor pasningsvejledninger klar til hver enkelt af de specielle planter.

Yucca i haven

En anden typisk tropisk plante, som lader sig dyrke med succes i danske haver, er yucca. Det er ikke en palme, men har visse ligheder og kan også give haven et eksotisk præg.

Mest læste artikler