Orkideer kan plantes i haven

Orkideer har længe været populære planter i boligen. Du kan også dyrke orkideer i haven, da mange af de såkaldte jordorkidéer faktisk er hårdføre i tempereret klima og tåler temperaturer godt under frysepunktet. Orkideerne skal købes på en planteskole. Her får du en række bud på orkideer til haven.


Vildtvoksende orkideer er fredet i Danmark

Have-orkideer er elegante, men stadig forholdsvis sjældne i haven. Nogle af orkideerne findes vildtvoksende i Danmark, men de er fredet og må ikke graves op. Til gengæld kan du købe formerede orkideer på planteskoler, som du kan plante i haven.

Frilandsorkide i jord med lav ph-værdi

Frilandsorkideer skal dyrkes i porøs og muldrig skovbundsjord med masser af organisk materiale. Jordbunden skal have en lav pH-værdi, da de fleste arter vokser på surbund. De trives bedst på en let skygget plads uden direkte sol. De kan gødes tidligt om foråret med en svag organisk gødning.

Mikadoblomst er nem at holde

Mikadoblomsten, Bletilla striata, er en opretvoksende orkide, der bliver op til 50 cm høj. Hver enkelt blomsterstilk har 5-10 blomster of den trives godt på fugtig bund fx omkring havebassinet. Orkideen visner ned efter at have blomstret om foråret. Tåler temperaturer ned til -5º og bør derfor vinterdækkes. Mikadoblomst er nem at dyrke og derfor en god begynderorkidé i haven.

Stor fruesko skal have kalk

Cypripedium calceolus, er en skovbunds-orkide, der bedst trives i halvskygge. Den bliver op til 40 cm høj og er rødbrun, bortset fra den store, tøffelformede, sartgule læbe. Det er en kalkelskende orkide, der vildtvoksende findes i lyse skove på kalkgrund. Giv den derfor en lille smule kalk i haven.

Dronningesko vokser i fugtige områder

Droningesko, Cypripedium reginae, ligner i vækst stor fruesko. Den smukke, sjældne orkide blev udnævnt til at være Minnesotas statsblomst så tidligt som i 1902. Der er som regel én til to blomster på hver blomsterstilk. Blomsten er hvidlig, bortset fra den store, rødlige tøffelformede læbe. Planten sætter pris på en let fugtig bund, da den naturligt vokser i fugtige områder.

Madeiraorkide er bedst i skyggen

Madeiraorkideen, Dactylorhiza incarnata v. foliosa, har store, purpurrøde blomster. Den stiller ikke specielle krav og er forholdsvis nem at dyrke i haven. Den foretrækker skovbundsjord og en fugtig bund omkring et sumpbed, helst i let skygge.

Skov-hullæbe formerer sig selv

Skov-hullæbe, Epipactis helleborine, bliver mellem 30-90 cm høj. Den har brede, basale blade og grønlige til lavendelfarvede eller rødbrune blomster i klase. Det er en skovbundsplante fra bøge-skoven, der vokser på kalkbund. Giv den derfor lidt kalk ude i bedet. Når skov-hullæbe er etableret i haven, vil den ofte frøformere sig selv flere steder i haven, da frøene spredes med vinden. Også denne art kræver en let skygget placering.

Mest læste artikler