Blomstereng: Sådan anlægger du en have af vilde blomster

En blomstereng af vilde blomster er smuk og nem at holde. Her kan du læse alt om det bedste mix af blomster og græsser og om det rette plantetidspunkt og den perfekte jordbund til blomsterenge i haven.

En blomstereng af vilde blomster er smuk og nem at holde.

En blomstereng med vilde blomster er smuk at se på og for mange en god løsning, da den kræver minimal pleje, når den først er anlagt. Netop anlæggelsen er imidlertid meget vigtig, så hvis du ikke vil gå galt i byen, er det en god idé at læse videre her.

Skab en blomstereng med vilde blomster

Start med at besøge dit lokale plantecenter, hvor du kan købe færdigblandede eng-pakker eller mikse gode, vilde blomster selv.

Vælg det sted i haven, hvor engen skal placeres: Find nogle kvadratmeter, der er næringsfattige. Udpint sandjord er eksempelvis bedre end fed, leret jord, da engblomsterne trives bedst under hårde betingelser. Gøder du for meget, vil ukrudt og bundgræs på sigt kvæle blomsterne.

Læs også: Kløver – urteplanten med de manger arter

Hvor stor skal blomsterengen være?

Dernæst bør du tænke på, hvordan engen skal se ud. Skal den formes som små øer i græsplænen, skal den dække et stort, samlet areal, eller skal den være en del af en større haveplan?

Når du har ideen klar i hovedet – eller nedfældet den på en lille havetegning – er du parat til at tage fat.

 blomstereng med vilde blomster i haven

Trin-for-trin: Anlægning af blomstereng

Først fjerner du sten og ukrudt, dernæst græstørv og rødder med en skarp spade, så jorden ligger helt bar. Herefter skal du fordele sand (5 centimeter) ud over arealet. Når du er kommet så langt, er du klar til at så.

Som grundregel skal der bruges 2⁄3 græsfrø og 1⁄3 blomsterfrø. 1 kg enggræs rækker til 50-100 m2 og danner et godt bunddække, mens du skal bruge 500 gram blomsterfrø til samme areal.

Læs også: Spiselige blomster – den ultimative liste

Sådan sår du vilde blomster

Drys med let hånd græsfrøene ud, og følg efter med blomsterfrøene. Græsfrøene skal “ligge nederst” for at give blomsterne de bedste vækstbetingelser. Når det er gjort, bør du tromle engen, hvorefter den skal vandes.

Den nysåede blomstereng bør holdes fugtig i de første par måneder.

Gode vilde blomster til en blomstereng

  • Kornblomst
  • Knopurt
  • Valmue
  • Bellis
  • Vejbred
  • Storkenæb
  • Engelskgræs
  • Alm. røllike
  • Rød- og hvidkløver
  • Gåseurt
  • Gul snerre
  • Okseøje
  • Vild merian
  • Vild kørvel
  • Mælkebøtte
  • Kamille
  • Blåhat

Gode råd, før du går igang med blomsterengen

  • Udvælg et næringsfattigt område i din have. Her kan du anlægge blomsterengen.
  • Vælg både en- og flerårige blomster, og som sår sig selv.
  • Brug særlige vækstsvage græsarter som bunddække.
  • Det bedste anlægstidspunkt er i april og i maj.
  • Høst en gang om året, typisk i september-oktober.
  • Gød ikke engen – for meget næring vil give ukrudt og bundgræs for gode vilkår.

Undgå plænegræs i frøblandingen

Har du valgt at bruge en af de færdige græsblandinger, giver fordelingen af arter helt sig selv, men har du lavet dit eget miks, er den rigtige græsart altafgørende. Almindeligt plænegræs er ikke egnet til en blomstereng og vil kvæle de vilde blomster. Brug i stedet græs, som er svagtvoksende og tørketolerante. Det kan for eksempel være rødsvingel, stivbladet svingel og rød vene.

Fordel ved færdige blomsterblandinger

Når du vælger din blomstersammensætning, skal du tænke på, hvornår de forskellige arter står i flor. For nogle kan en blomstereng blive en skuffelse, hvis alt “farve-fyrværkeriet” er brændt af i juni måned, og der ikke er mere krudt tilbage til høj- og sensommeren.

Det er der taget højde for i de færdige blomsterblandinger, som også indeholder både enårige og flerårige planter.

Vild med vilje: blomstereng med vilde blomster i haven

Læs også: Sådan dyrker du valmuer i din have

Artiklen er opdateret den 20. februar 2024.

Mest læste artikler