Nordiske haver: Formklippet havepragt i Gøteborg

Dufte, bølgende stier og snedigt anbragte hyggepladser gør Lena og Björn Larssons have til et herligt sted.


Foto: Cecilia Nordstrand
Der er hyggekroge mange steder.

Fælles interesse for haven

Klimaet kan skabe havepragt, og bor du “forkert”, er det nemt at blive misundelig over haver, hvor man kan frådse i planter uden hensyn til vejr og vind. Men klimaet gør det ikke alene, der skal mere til. Syd for Göteborg bor Lena og Björn Larsson. De er heldige at være fælles om interessen for have. Og det er nok den bedste forudsætning for at opnå ægte havefryd.

Hyggeligt og ikke for
ryddeligt

Foto: Cecilia Nordstrand
Duftpæon lige før den folder sig ud.

Deres have var oprindelig en frugthave, anlagt i 1800-tallet. Da Lena og Björn købte huset i 1991, bestod haven af en plæne, nogle gamle frugttræer og pæoner, som de har bevaret. – Vi har ikke fulgt en egentlig plan, men vi begyndte med stierne og staudebedene, fortæller Björn. – Der var asfalterede stier helt ned til bunden af grunden, som skulle brydes op. Jeg kan lide at knokle. Det er en god kontrast til mit kontorarbejde. Vi vil gerne have, at her ser hyggeligt ud, og at det ikke syner for lige eller ryddeligt, forklarer han.

Lærer af erfaring

Fra år til år har parret anlagt forskellige områder af haven for så at ændre påny – fordi kundskab giver færdighed. Og erfaring har vist dem, hvad de synes bedst om. Undervejs har Lenas interesse for formklipning også fået mere og mere plads i haven. – Selv om jeg er lidt nervøs for, at det skal blive for meget, siger Lena og fortsætter: – Her skal være struktur, men haven skal ikke blive for dresseret. Vi vil gerne have, at her skal se frodigt ud uden at være alt for velfriseret.

Vores bedste tips

Foto: Cecilia Nordstrand
Ligusterhækken danner smuk ramme om haven.

– Liguster, taks og buksbom er gode vækster at klippe i. Buksbom klippes 1-2 gange om året, ligusterhækken lidt oftere.
– Klip alt efter øjemål. Vi har aldrig trukket en linje eller fulgt et mønster.
– Læg fiberdug om planterne, så er det lettere at samle afklippet op og fjerne det.
– Vær ikke bange for at anlægge bede. Et staudebed kræver meget mindre vedligehold end en græsplæne.

Vores største havefejltagelse

Sæbeurt og fredløs i samme bed. De spredte sig uhæmmet og voldte os problemer i flere år frem.

Mest læste artikler