Kugleprimula til lidt af hvert

Kugleprimula er en nem og pålidelig forårsplante, der tilføjer masser af stemning og farve til haven. 

Jeg er ualmindelig pjattet med kugleprimula, Primula denticulta, så der kommer nye til haven hvert år.

De er nemlig så fine i forårskrukkerne, og når de bagefter bliver plantet ud i haven et sted, hvor der ikke er alt for meget knald på solskinnet, kommer de nok så fint igen og igen, og kan oven i købet finde på at brede sig.

De hvide er lige sprunget ud som naboer til påskeklokkerne. Et nydeligt par, må man sige.

Kugleprimulaen er sprunget ud

Der blev plantet flere lyslilla kugleprimula i den firkantede zinkkasse til havebordet for et par uger siden. Den gang så de ikke ud af meget, men nu ser det næsten ud som om, de har tænkt sig at springe ud over kanten. 

 

Det er da en fuldstændig fantastisk blomsterstand, der udvikler sig til en perfekt blomsterkugle i takt med, at flere og flere af de enkelte blomster springer ud. Jeg er helt vild med den syrenfarvede sort. Nå ja, også med den snehvide. Og egentlig også med den rødlilla.

Jeg kan vist bare rigtig godt li’ kugleprimula.

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.com og få altid gode tips og tricks til haven.

Læs også: Primula – den både ædle og vilde kodriver

Mest læste artikler