Sådan får du smukke krukker til efteråret

Her er 5 bud på stærke efterårsplanter, som kan forlænge plantesæsonen i haven, på altanen og på terrassen. Det er blandt andet krysantemum, sankt hans urt og alunrod. Få også de få, men vigtige plantetips, der sikrer succesen med efterårskrukkerne.

Fem bud på efterårsplanter, der kan forlænger plantesæsonen i haven - og vigtige plantetips, der sikrer succesen med efterårskrukkerne.

Sensommerens farver er fulde af varme og glød. Det er farver, du genfinder i årstidens krukkeplanter, og som nærmest står i kø for at afløse sommerblomsterne. Smukke blomster, flotte blade med både struktur og kulør og sjove frugter og bær i fantastiske farver er kendetegn for sensommerens planteudvalg.

Her har vi fundet fem bud på efterårsplanter, der kan forlænger plantesæsonen i haven – og vigtige plantetips, der sikrer succesen med efterårskrukkerne.

Stærke sensommer-planter

Sensommerplanterne er stærke. De klarer det lunefulde efterårsvejr, og mange af dem kan du glæde dig over langt ud på vinteren, også selv om det begynder at blive koldt.

Ny jord til nye planter

Når sommerblomsterne er færdige med at se godt ud, er den jord, de har vokset i, udtjent. Derfor er det en dårlig ide at genbruge jorden i krukkerne. Smid den på komposten sammen med de gamle planter og gør krukken ren fx med en stiv børste, før du fylder den med frisk krukkemuld.

Den gamle jord er for længst støvsuget for gødning, men kan indeholde overskydende salte, der svider nye rødder, eller sygdomsfremkaldende svampesporer.

Huller i krukkerne

Husk også, at der skal være huller i bunden af krukkerne, så overskydende regnvand kan løbe væk. Det er endnu vigtigere nu end om sommeren, for det regner normalt mere om efteråret, og vand omkring rødderne er faktisk farligere for de fleste planter end udtørring. Et drænlag af potteskår, lecakugler eller småsten nederst i krukken er en ekstra forsikring mod druknede planter.

Læs også: 10 planter og blomster til krukker, der er nemme at dyrke

 
Prydpeber – en af 5 oplagte planter til krukkerne i efteråret. Foto: Lotte Bjarke  

5 perfekte planter til krukkerne i efteråret

1. Prydpeber

Prydpeber er også kendt som stueplante, men er lige nu super god i sensommerens krukker, hvor de festlige, stærkt farvede frugter i gule, orange, røde og lilla farver klæder sæsonen flot – og i øvrigt holder i månedsvis. Prydpeber tager ingen skade af en let udtørring, holder af en solrig placering, men må desværre give op, når frosten kommer.

2. Alunrod

Alunrod er nok bedre kendt under sit latinske navn, Heuchera, hører til sensommerens – og for den sags skyld også vinterens – stjerner. Smukke bladplanter, der fås i et enormt udvalg af forskellige farver fra dybt røde og næsten sorte til gyldne og limefarvede. Alunrod er både holdbar og nem at passe i krukken såvel som udplantet i haven, hvor den kommer igen år efter år.

3. Sankthansurt

Sankthansurt er også en dejlig sensommerstaude, der er perfekt som krukkeplante. De store skærme af bittesmå blomster blomstrer over en meget lang periode, og den hårdhudede plante stiller meget begrænsede krav til pasning og pleje og klarer sig i lang tid uden vanding i de kølige efterårsmåneder. Blomsterskærmene er rødlige, sjældnere cremefarvede, afhængigt af sorten, og løvets farver varierer fra sart lysegrønne til dybt mørkerøde.

4. Krysantemum

Krysantemum er en klassiker som stueplante, men planten er også rigtig god i sensommerkrukkerne. Ja, blomstringen varer faktisk længere ude i det kølige sensommervejr end inde i den varme stue. Krysantemum findes i masser af farver, så det er ikke svært at finde en, der matcher omgivelserne. Hvis du fjerner afblomstrede blomster, varer blomstringen længere, men du skal ikke regne med, at planten kan overvintre.

5. Påskeklokke

Påskeklokke er nært beslægtet med julerose, er en staude, der naturligt blomstrer i vinterhalvåret, men allerede først på efteråret dukker de første blomstrende planter op i butikkerne. De er alletiders krukkeplanter, der ofte byder på blomster hele vinteren. Der findes uendeligt mange hybrider med blomster i fantastiske farvekombinationer fra rent hvidt til næsten sort.

Mest læste artikler