Fyld dine krukker med sensommerblomster

Få haveekspertens 5 bedste tips til planter, du kan forlænge sommeren på terrassen med.

Det er en god idé at lade sensommerblomsterne tager over, når sommerblomsterne må give op efter en lang sommer i fuldt flor. I modsætning til sommerblomsterne klarer de sene blomster nemlig faldende temperaturer og aftagende daglængde uden at falme – og så bukker de først under, når det bliver vinter.

Se, hvilke planter du kan plante i sensommeren her. 

Gode planter til efterårskrukkerne

1. Kordyline

Kordyline er bladplanter med elegante, lange og smalle blade. Palmeagtige og graciøse, når de giver en sensommerkrukke højde og lethed. Mest almindelige i handlen er sorter med dybtrøde blade, men planteslægten har mange farver at byde på. Coprosma dyrkes først og fremmest for bladenes skyld. Igen er der mange farver at vælge imellem fra grønne over gule til dybt røde nuancer. 

2. Novemberkaktus er god til udplantning

Novemberkaktus er en klassisk stueplante, der ikke desto mindre er meget velegnet til udplantning i sensommerens krukker. De smukke blomster holder længe ved kølige temperaturer, og de leddelte blade giver mulighed for at skabe sjove kontraster i krukken.

3. Hvidkløver i mange farver pynter i krukken

En sød serie sorter af helt almindelig hvidkløver med helt ualmindelige bladfarver er også et godt bud på gode sensommerplanter til krukkerne. Der er en sort med næsten sorte blade, en med sølvtegninger i det grønne og en med trefarvede blade i røde, hvide og grønne nuancer.

4. Bland nye og gamle arter

De nye sensommerblomster egner sig perfekt til at kombinere med gamle kendinge. Krysantemum, asters, lyng og hebe er oplagte naboplanter i krukken, og det samme gælder bladplanten sølvtråd. Alpeviol, prydpeber og koralkirsebær, der ligesom novemberkaktus er kendt som stueplanter, er også velegnede til sensommerens krukker.

5. Buske fra New Zealand

Brug også farvestrålende buske med navnet Coprosma. I New Zealand, hvor Coprosma stammer fra, er buskene døbt “spejlplanter”, fordi deres blade er blanke som et nybonet gulv. Coprosma er små, kompakte og stedsegrønne buske, der bliver 20 til 50 cm høje. 

Flotte efterårsfarver

Der er mange sorter med hver deres udtryk, fælles for dem er de iøjnefaldende blade, der changerer i et glødende spektrum af varme efterårsfarver fra limegrøn og ildrødt til meget mørke nuancer af rødviolet og sortbrunt.

Coprosma tåler ned til minus 5 grader

Coprosma holder sig flotte udendørs til langt hen på vinteren. De tåler nemt ned til minus 5 grader og kan overvintre, hvis de beskyttes mod hård frost. Udsættes de små buske for stærk vind og barfrost, taber de bladene. Du kan også bruge Coprosma i stuen, men bladfarverne bliver stærkere ved de lavere temperaturer og den højere lysintensitet udendørs. Jo lavere temperatur jo stærkere bladfarver. Coprosma skal stå lyst.

Tip: Husk altid at skifte jord, når du planter nyt

Plant altid nye planter i ny krukkemuld. Det betaler sig ikke at genbruge sommerblomsternes jord, der for længst er tømt for næring og desuden kan indeholde skadelige salte og smitsomme plantesygdomme.

Mest læste artikler