Klip din buksbom

Kegler, kugler og høns. Buksbom kan formklippes præcist, som du lyster.


Buksbommen er en langsomt­voksen­de, stedsegrøn busk med nogle helt specielle egenskaber. Busken tåler nemlig at blive klippet og beskåret, nærmest i det uendelige. Efter klipning skyder de afklippede skud lynhurtigt igen, så busken blot bliver endnu mere tæt. Det er den egenskab, der kan udnyttes til at forme buksbombusken.
Formklipning af buksbom er en gammel disciplin i havekunstens historie. En disciplin, der knytter sig til både slotshaver – med deres symmetriske mønstre dannet af stramt klippede buksbomhække – og landbohaver med deres rosenbede med fine lige kanter af buksbomhække.Læs også: Sådan får du lyng i bede og krukker

Nem at passe
Mange meter buksbomhæk, der kræver minutiøs klipning, vil næppe tiltale moderne haveejere, men det behøver ikke afholde nogen fra at plante buksbom. Buksbom kan bruges til meget andet end hæk, og nok skal man ud med saksen, men det er faktisk det eneste, man skal, når man dyrker buksbom.
Ja, faktisk behøver man slet ikke klippe. Busken er køn i sig selv, men hvis man drømmer om bestemte former, må man ud med saksen. Planten er i øvrigt nem at passe og trives under langt de fleste haveforhold.

Sjove strukturer
Muligheden for at forme en eller flere buksbomplanter, giver fantastiske muligheder for at sætte sit eget, meget personlige præg på haven. En stramt klippet buksbomkugle i en ellers vildtvoksende beplantning, er netop den kontrast, der gør hele bedet spændende. En enkelt kugle, eller måske flere, gør tricket.
Der kan også skabes spændende effekter ved at lade flere kugler vokse sammen. Kugle­formen bevares delvist og giver beplantningen en sjov kuplet struktur. Ved jorden lukker de tæt sammenvoksede kugler fuldstændigt af for lyset, så ukrudt bliver aldrig et problem.
En kant af buksbomkugler langs husmuren giver frodighed til det stenmiljø, der ellers opstår, hvor husmuren og belægningen mødes. Og igen med den sidegevinst, at ukrudt ikke sniger sig ind i revnerne.

Læs også: Buksbom – alt om pleje, plantning og beskæring af den skulpturelle hæk

Klippe-tid
Klip ikke tidligere end midten af april og ikke senere end sidst i juli. Nye skud, der dannes senere på året, kan ikke nå at modne, før vinteren sætter ind, og det giver risiko for frostskader.

Mest læste artikler