Højde på haven

Med plantepyramider og klatrestativer kan du skabe en lille have med plads til både sommerblomster og krydderurter.


Espalierer
En klassisk måde at skabe lodrette grønne flader på er espalierer med klatreplanter. De findes i flere udformninger og materialer – flade og buede, lige og vifteformede og i træ og galvaniseret jern. De er perfekte til at fastgøre på en mur.

Rionet i metermål
Planterne kan også vokse i espalier op ad armeringsjern,
såkaldt rionet. Det kan du få i metermål i byggecentrene og selv skære til, eller du kan, som noget relativt nyt, købe indrammede sektioner lige til at sætte op i haven eller langs terrassen.

Plantestativer
Mens espalierer er glimrende til at danne baggrund, skal der forskellige arrangementer til for at skabe en spændende lodret have. Og her er det alle tiders med plantestativer til klatreplanterne og plantepyramider, som kan bygges i højden i flere etager. En stor krukke med et plantestativ af fx pileflet vil også give højde i haven.

En gammel havestige

Potter og krukker hører heller ikke udelukkende hjemme på terrassegulvet. En gammel havestige med brede trin kan i udfoldet tilstand være perfekt til urtepotter. Men du kan også købe deciderede blomstertrapper med flere afsætningsniveauer.

Et tæppe af blomster
Hvis urtepotterne står tæt ved siden af hinanden, og du fx lader flere af planterne være hængeplanter, kan du i løbet af sommeren få et helt skråt tæppe af grønt og blomster. Har du en overdækket terrasse, kan du lade urtepotter med hængeplanter hænge ned hist og pist i ampelpotter. Det sætter prikken over i’et på det frodige indtryk.

Grøntsager på lidt plads
Selv i en lille have kan der blive plads til grøntsager, når du vælger dem, der egner sig – fx ærter eller stangbønner, som begge bør plantes op ad et stativ. Vil du også have en krydderurtehave, kan den fx bestå af en række potter med alt fra basilikum til citronmelisse, ophængt på væggen.

God arbejdsstilling
En lodret have har også andre fordele. Såvel ukrudtet som diverse plantesygdomme har sværere livsbetingelser end i bedene i jordhøjde. En hel del af havearbejdet foregår i stående position, hvilket ofte er mindre belastende end traditionelt havearbejde. Og hvis du har flere plantepyramider, plantetrapper og ampelkrukker, vil du relativt hurtigt kunne flytte rundt på alt det grønne og – ligesom når stuen ommøbleres – skabe nye spændende omgivelser.

Vanding
Det gælder om at være ekstra flittig med vandkanden i den lodrette have, da planterne lettere tørrer ud, end når de er plantet i bedene. Vælg evt. glaserede potter – de holder bedre på fugtigheden end de uglaserede.

Velegnede blomster
Blandt de mest velegnede klatre-planter er klematis, klatreroser og blåregn. Når det gælder de mindre klatrestativer af enten jern eller pileflet, så er det sagen med blandt andet ærteblomster, snerler og blomsterkarse.

Petuniaer er flot i en ampelkrukker

Blomsterkarse er også fin til ampelkrukker, hvor dens lange ranker med gule og orange blomster vil vælte ud over krukkekanten. Et andet godt valg til ampelkrukkerne er Petunia Surfinia, der får et væld af blomster i løbet af sommeren.

Mest læste artikler