Guide til plantning af træer og planter

Nye planter og træer skal rigtigt i jorden, ellers er det spild af tid og penge. Se her hvordan.


Plant i foråret
Foråret får det til at krible i fingrene efter at få haven gjort klar til indflytning. Traditionelt set er foråret ellers ikke den bedste plantetid, men med den rette fremgangsmåde kan du sagtens få den nye staude eller rose godt fra start. Kommer vi hen i juni og juli, er det bedre at vente til efterårets køligere dage og mindre skrappe sol.Læs også: Disse danske træer er i fare for at uddø

Træer, buske og hæk
Træer og buske har det til fælles, at de kræver et stort plantehul. Det skal være bredt og dybt – ca. dobbelt så dybt og dobbelt så bredt som potteklumpen.
Start med at løsne jorden i bunden af hullet med en greb og læg et lag grus i bunden. Det dræner hullet, så vandet kan løbe væk fra rødderne. Tag træet ud af potten. Hvis rødderne er filtret ind i hinanden, skal de forsigtigt rettes ud uden, at de knækker.

Bland med kompost
Hæld jord i hullet, evt. i en lille forhøjning i midten. Tilpas højden, så den passer med jordmærket på stammen. Sørg for at brede rødderne ud til siden. Fyld hullet halvt op med jord – gerne den eksisterende havejord blandet med kompost – og tryk jorden til med hænderne. Fyld resten af jorden på og vand. De spinkle rødder skal nu til at etablere sig i jorden, så pas på med ikke at overvande. Samtidig er det vigtigt, at rødderne ikke tørrer ud, så tjek sommeren igennem, om jorden ser tør ud.

Stauder
Nye stauder eller stauder, du flytter, kan du godt sætte lidt dybere, end de stod (undtagen pæoner). Grav og løsn jorden i et hul, der svarer til ca. dobbelt dybde og bredde i forhold til planteklumpens rødder.
Tilfør noget gødning og bland godt rundt, så jorden bliver let og luftig. Det er vigtigt, at gødningen ikke kommer i direkte kontakt med rødderne. Fyld lidt jord i hullet. Bred rødderne ud, så de ligger naturligt. Fyld jord på og tryk den fast om planten. Husk at vande jævnligt, men ikke overvande, så planten står og sopper.

Godt tips
Før du vrider potten af din nye plante, så sæt tape eller havesnor dér hvor jorden går til. Så er det let at huske, hvor dybt den skal plantes.

Gør jorden god
Trænger jorden til en vitaminindsprøjting, kan du blande den med ko- eller hestemuld eller fx champignon-kompost. De fleste komposttyper er rige på næring, og de er lette, luftige og gode til at holde på vandet. Undlad at blande gødning direkte i jorden ved nyplantning, det svider rødderne.

Støt træet
Bank en pæl fast i hullet, før du planter. Bind pæl og træ sammen med en bred snor. Skal fjernes efter 1. år.

Pas på, når du planter:

  • Roser: I modsætning til træer skal rosen plantes dybt – sørg for, at podestedet (bulen på den nederste del af stammen) er ca. 10 cm under jordoverfladen. Sørg generelt for, at planten får masser af vand, mens den sætter rødder.
  • Klematis kræver et dybt plantehul. Læg evt. et 5-8 cm lag grus øverst. Det forebygger angreb af svamp. Plant den dybere, end den stod i potten. Klip gerne planten ned til 10-15 cm over jorden, derved får du en kraftigere plante.
  • Pæoner skal plantes lige under jordoverfladen (maks. 4-5 cm jord på). Pæoner i blomst skal sættes i samme dybde som i potten. De kræver ikke særlig muld eller gødning. Skal du flytte pæoner, er det bedst i efteråret.

Mest læste artikler