Gerbera i flotte farver

Brug gerbera i buketter, potter eller på stilk. Vand jævnt og undgå direkte sol, så holder den kuløren i månedsvis.


Gerbera er fuld af farver og pynter både ude og inde
Brug den i buketter eller som enkelt blomsterstilk i en tynd, høj vase. På de kraftige, oprette og nøgne blomsterstilke knejser de strålende, flotte blomsterkurve, hvor de små blomster sidder. De forholdsvis store, frodige, fligede blade har en vis lighed med mælkebøtteblade, men er meget større. De sidder rosetstillede, og blomsterstilkene bryder frem fra midten af bladrosetten.

Det bedste er forsigtigt at brække den sprøde gerberastilk over.

Blomsterkurvene består af én eller flere rækker tungeformede randblomster, der omkranser de små skiveblomster i midten. Gerbera-blomsterne findes i en bred palet af farver fra de sarteste pasteller i creme, laks og rosa, til de skrappeste nuancer af pink, gul, orange og koralrød.

Med de stærke blomsterfarver er gerbera perfekt til at skabe farverige indslag i boligen, hvor de kradse blomsterfarver skaber en god kontrast til boligens grå eller neutrale nuancer.

Gerbera er en lyselskende plante, der tåler at stå i direkte sol, men så skal du ikke forvente, at planten holder længe. Ved let skyggefuld placering i boligen eller udestuen vil gerbera blomstre en måneds tid eller længere.

Vand den rigtigt
Det er vigtigt at vande gerbera korrekt. Når den har knopper, kan den sagtens tåle at tørre let ud mellem vandingerne. Planten kan hænge lidt med bladene om dagen i stærk sol, men de retter sig op igen i løbet af
aftenen.
Når gerbera blomstrer, tåler den derimod ikke at tørre ud. Vand den helst i underskålen, hvis pottemulden føleslet tør foroven. Sørg for at hælde overskydende vand væk, så planten ikke står og sopper i vand i lang tid.
Som alle andre potteplanter skal gerbera gødes hele sommeren, men de skal heller ikke have for meget: Vand dem med halv gødningskoncentration.

Sørg for et godt dræn, når du planter gerbera i krukker.

Plant i krukker
Du vil få allermest glæde af dine gerbera, hvis du planter dem i krukker og sætter dem udendørs på altanen eller terrassen. Så kan de blomstre, lige til frosten sætter ind. Husk at vande dem jævnligt og beskyt dem mod store mænger regnvand.
Gerberaplanterne er ikke værd at gemme vinteren over. Du kan købe nye friske og sunde planter fra januar til oktober.

I potter
Køber du pottede gerberaplanter med store blomster-knopper, kan du nyde blomsterne længere, end hvis du køber dem som snitblomster.

Først set i Afrika i 1800-tallet

De omkring 30 vildarter af gerbera stammer fra det nordøstlige og sydlige Sydafrika. De blev opdaget af europæerne i midten af 1800-tallet.
Blomsten er opkaldt efter den tyske botaniker Traugott Gerber, men den kom for alvor til europæernes kendskab, da englænderen Robert Jameson tog et eksemplar med til den botaniske have i Cambridge. En af de 30 vildarter er da også opkaldt efter ham: Gerbera jamesonii.
De spændende, farvestrålende gerbera vakte megen opmærksomhed, og snart gik planteforædlere i gang med at udvikle kulturformer, der danner grundlaget for de moderne sorter.
I Danmark kom den første gerbera til salg i 1910 – som snitblomst. I løbet af 1980’erne blev der udviklet lave, kompakte sorter, som gjorde det muligt at producere og forhandle gerbera som potteplante. Og i dag kan man vælge mellem et utal af farver og længder på stænglerne.

Svampe og skadedyr
Gerbera kan angribes af skimmelsvampe, hvis du klipper blomsterstilken af. Det er derfor bedre forsigtigt at brække stilken af efter først at have vrikket den frem og tilbage.
Hvis det regner på gerbera, og der står vand i blade og knopper, risikerer du, at de angribes af gråskimmel. Derfor skal gerbera ved udendørs placering beskyttes mod store regnmængder. Gerbera kan, som andre blomstrende potteplanter, angribes af bladlus og hvide fluer.
Er planterne placeret indendørs eller i udestuen, kan skadedyrene bekæmpes biologisk. Bladlus bekæmpes med bladlusgalmyg og snyltehvepse og hvide fluer og mellus, med mellussnyltehvepse.

Mest læste artikler