Forspiring – fra frø til færdig plante

Forspiring er nemt, men succes kræver mere end at putte frø i jorden. Du kan producere masser af gode, billige planter til din have og dine krukker i vindueskarmen, hvis du giver de spæde planter lys, luft og plads og følger disse enkle råd til forspiring.


Når frøene spirer, men ender som blege gespenster

Forspiring lever desværre ikke altid op til forventningerne. Frøene spirer lystigt, men planterne udvikler sig til lange, blege gespenster, der ikke kan tåle det mindste vindstød. Der er flere årsager til, at det går galt, men det handler grundlæggende om, at de små ikke har fået tilstrækkelig omsorg.

Lys er en forudsætning 

De spæde grønne planter, der titter frem af frøene, har brug for masser af lys. De skal frem i forreste række i vindueskarmen, men et sydvendt vindue er for voldsomt, hvis solen skinner kraftigt. Det almindelige lys er helt utilstrækkeligt til plantevækst. Jo varmere der er, jo større behov for lys har planterne. Langt de fleste planter nyder derfor godt af en placering i husets køligste rum, mens de vokser til. 

Undgå trængsel i bakkerne

Små frø sås som regel i bakker. Kimplanterne spirer frem mellem hinanden og vokser hurtigt til. Derfor bliver der for trangt i bakken. Planterne må slås om lys, vand og næring, og udvikler sig dårligt. Derfor er det nødvendigt at plante de små planter om. Det skal ske, så snart planterne er til at håndtere. Som regel når de har fået de første par bladpar.

Sådan planter du om

Tag forsigtigt jord og planter ud af bakken og skil planterne fra hinanden. Pas godt på rødderne. Plant planterne i hver deres lille potte i gennemfugtet spiremuld og stil dem igen lyst og køligt. Du får den mest harmoniske plante, når potte og plante passer sammen i størrelsen, så lad være med at bruge meget store potter.

Knibning giver gode planter

Mange planter skyder i vejret som en raket med et enkelt skud. Men en velforgrenet udplantningsplante er stærkere og blomstrer mere på længere sigt. Derfor er det en god ide at knibe toppen af de små planter, selv om det næsten gør ondt. Knibningen får dem til at forgrene sig fra basis og dermed til at udvikle sig til tætte, buskede planter.

Hvorfor spiremuld?

 
Forspiring i spiremuld  

Spiremuld er pottemuld med en fin struktur og et lavt indhold af gødning. Dermed giver spiremuld de bedste betingelser for frøspiring og spæde planters vækst. Gødningsindholdet i almindelig pottemuld kan forårsage svidninger på rødderne, så planterne visner og dør. 

Tilvænning til sol og blæst

Udplantningsplanter, der er dyrket i vindueskarmen, er sarte, fordi de aldrig har været udsat for solens direkte stråler og blæstens påvirkning. En tilvænningsperiode, hvor du gradvist vænner planterne til forholdene udendørs ved at sætte dem ud dagligt i længere og længere perioder på et beskyttet sted, øger chancerne for succes.

Mest læste artikler