Fantastiske planter du ikke vidste var lige foran din næse

Der findes utrolig mange flotte planter i Danmark, som efterhånden er blevet glemt. Her får du en liste over nogle af dem, der er oplagte at dyrke i haven. 


Hvilke planter skal man gå efter i 2017?

Vi har talt med haveekspert Dorthe Kvist fra Meltdesignstudio, som guider os til, hvilke planter man skal gå efter, hvis man ønsker en have, der er med på den nyeste mode.

De glemte planter 

En af de største trends i 2017 er flere vilde planter i haverne – og det skal være vilde planter fra Danmark. 

Der findes et hav af planter i Danmark, der både er smukke og nemme at dyrke i haven. De danske planter er de seneste år blevet oversete, da det har været været særligt populært med eksotiske planter fra nær og fjern i haven.  

Planterne, vi naturligt har herhjemme, er blevet skubbet til side og mange af sorterne har desuden fået et uberettiget tilnavn som en slags “ukrudt”.

Et eksempel herpå er Gederams (Chamaenerion angustifolium), som egentligt ofte bliver betegnet som ukrudt, der vokser i vejkanten. Men den er utrolig smuk og man kan endda spise den, siger Dorthe Kvist, haveekspert fra Meltdesignstudio.

Almindelig gederams vokser i hele Danmark, især i rydninger i nåleskove, heder, klitter og langs vejene. Planten har lange flotte blomsterstande med mellem 15 – 50 rødviolette blomster.

Find planterne i naturen

Foruden Gederams er Kongelys (Verbascum) og Fingerbøl (Digitalis purpurea) to af Danmarks andre glemte perler.

Kongelys er en af de 2-årige sorter, der har en kæmpe familie. Blomsten findes i flere forskellige farver og gror i grøftekanter, haver og vejkanter. Kongelys er en rank og flot plante, der med sine ca. 80-110 cm skaber en flot højde i haven.

Blomsterstanden er tæt og vokser op langs stænglen. selvom planten anses for at være to-årig, opfører nogle af sorterne sig som kortlivede stauder. Det vil sige at planten faktisk lever videre og blomstrer i nogle år.

Fingerbøl findes oftest i kystnære områder. Det er en flerårig staude, der danner smukke klokkeagtige blomster i purpurrøde, hvide eller flødehvide. Planten bliver op til 130 cm høj og kan derfor også bringe lidt højde ind i bedene. Planten tiltrækker også små summende humlebier.

Havetrends i 2017

Vilde danske planter er ikke den eneste havetrend vi kommer til at se rigtig meget til i 2017. En anden ting, der eksempelvis blusser op, er brugen og måden, hvorpå vi styler vores havekrukker.

En ting er sikkert. Havekrukker er og forbliver et populært element i haven, når det gælder opbevaring af planter og tilførslen af personlighed og stil. Læs mere om hvilke tendenser du skal følge i 2017, når det kommer til havekrukkerne og hvilke overraskende planter – du skal forsøge at få med i din sammensætning her.

Mest læste artikler