Få succes med dine sommerblomster

Du kan nemt købe sig fattig i sommerblomster til krukker, kasser og bede. Men vælger du de rette, er det ganske nemt selv at avle planter fra frø og få succes med dem. Solsikker, stolte kavalerer og rævehaler er nogle af de sikre hits.

Vælg de rigtige sommerblomster

Der er sikkert mange, som har haft skuffelser med såning af sommerblomster – især med dem, der skal sås i vindueskarmen for at komme i blomst til højsommertid. Det er ret besværligt, og ofte ender det med lange og ranglede planter, der ikke klarer sig i haven. “Hemmeligheden” er at vælge de rette planter – de hårdføre – der på forholdsvis kort tid, ved direkte såning i haven, udvikler sig fra frø til blomst.

Så først sommerblomster i starten af maj

De bedste sommerblomster er både nemme og gode. De findes heldigvis på frøstativerne ude på planteskolerne, havecentrene eller supermarkederne. Selv om påsken per definition er den travleste tid for havefolket, skal man tøjre sin tålmodighed lidt endnu. Gå endelig på frøindkøb, men lad poserne ligge til sidst i april eller endnu bedre først i maj. Da kan nemlig sås direkte i bedene.

Stolt kavaler og skærmdild er gode valg

En stolt kavaler er en af de gode sommerblomster – den får det smukkeste trådede løv og de flotteste blomster. Skærmdild er med sin gulgrønne farve også et hit. Dusksalvie kan man heller ikke undvære, og det samme gælder for mellemhøje solsikker og rævehale. Alle disse er utroligt gode i buketter.

Lav en skærehave

Flere og flere får en køkkenhave, og her bør man også unde sig selv nogle rækker blomster, som man kan klippe af til buketter. Husk, at jo mere, man klipper, jo flere blomster, kommer der. Det skyldes, at blomster sikrer artens overlevelse ved at sætte frø. Sådan er de skabt. Hvis de ikke får mulighed for det, fordi man plukker blomsterne, sætter de nye knopper.

Gør jorden ren og klar

Allerede her i påsken er det en god idé at rense jordstykket for ukrudtplanter, græstotter og lignende. Hak eller hiv planterne op, og kultiver jorden igennem med en lille kultivator eller en håndrive.

Lav render og så til med sommerblomster

Lug og kultiver igen efter en tre ugers tid. Lav dernæst lange, men ikke særlig dybe, render efter en udspændt snor med cirka 50 cm mellemrum. Vand renderne, vent en halv times tid, og drys da frøene jævnt fordelt ned i renden. Dæk frøene let ved at skubbe med bagsiden af en rive.
Læs om den klassiske sommerblomst nellike her.

Husk at tynde ud i planterne

Vent nu, til planterne begynder at spire. Det gør de ofte efter en uge eller to, hvis det er lunt i vejret. Efter yderligere et par uger skal du til det, som mange haveejere næsten ikke nænner. Nemlig at tynde ud: Lad de største planter stå og ryk dem imellem op, så der bliver ca. 20 cm imellem de tilbageblevne. Hvis dette ikke gøres, kommer planterne til at stå for tæt med det resultat, at de trykker hinanden og derved ikke udvikles. 
Læs mere om de nævnte blomster og om havelivet i det hele taget på Claus Dalbys blog. Find den her

Læs også: Solsikker – sådan bliver de 5 meter høje

Mest læste artikler