To nye Aster med forskelle
De to nye Aster Victoria-varianter er af samme art, men har nogle betydelige forskelle når det gælder udseendet. Planten “Winnie” er en lidt bred plante med fyldte blomster i en intens, dybblå farve og et mørkt løv. “Yrsa” har mere opretstående stængler og blomster i en stærk rosa nuance.
Sådan skal Aster Victoria passes
Aster Victoria er lyskrævende og skal derfor helst placeres lyst – gerne i direkte sol. Planterne skal vandes og gødes regelmæssigt – de er hårdføre planter, men kan ikke tåle at tørre ud. Hvis vejret er varmt og solrigt, skal de helst vandes hver dag. Når blomsterne visner er det en god idé at knibe eller klippe de visne blomster af for at give plads til nye knopper.
Brug Aster i sensommerens krukker
Planterne kan både bruges ude og inde. De er rigtig gode at plante direkte ud i havens bede eller i krukker, som kan ses fra husets vinduer, så du på den måde også får glæde af dem, når du opholder dig indenfor. Inde kan Aster-planterne udgøre en farverig forsamling, hvis du fx placerer dem på en stor, flad bakke. Planterne holder dog længere ved de lavere temperaturer udendørs, hvor de tåler ned til fem grader.