Dyrk din egen basilikum i haven og i krukker

Basilikum er let at dyrke, hvis sommeren er tilstrækkelig varm, men nogle år svigter de. Vil du have succes med din basilikum i haven eller i krukker hvert år, så er her 6 nemme tips til såning, dyrkning og beskæring.


Basilkum trives bedst i varme danske somre

Den almindelige grønne basilikum (Ocimum basilicum) vokser meget dårlig på friland i en kølig dansk sommer. Er sommeren dårlig, er man nødt til at dyrke sin basilikum enten i en potte i vinduskarmen eller i et drivhuset. Falder sommeren derimod ud til den varme side, vokser den grønne basilikum fremragende udenfor.

Basilikum-sorter til dansk klima

Grøn basilikum ved siden af rød basilikum
Grøn basilikum og rød basilikum. 
Basilikum af typerne græsk basilikum, buskbasilikum eller dværgbasilikum er nogle af de sorter, der bedst tåler det kølige danske klima. Desuden findes der en særlig basilikum ved navn African Blue, som også trives godt i Danmark. Den kan kun formeres ved stiklinger, men den har det fortrin, at den stort set altid lykkes på friland.
Prøv også med den dekorative røde basilikum, som der findes flere sorter af. Den kræver en lille smule mere varme end sin grønne søster. Planter kan godt have grønne pletter, når de er unge.
For at basilikum skal lykkes, skal planten have masser af varme, vand og gødning. Ønsker du at dyrke basilum økologisk, kan du eventuelt bruge økologisk gødning af lupinfrø.

6 genveje til succes med basilikum

1. Såning af basilikum – læg frø på jordoverfladen

Hvis man vælger at starte sin egen produktion af basilikum til pizzaen og salaten med udsåning af frø, er det vigtigt at lægge frøene på jordoverfladen og kun klappe dem ganske let ned. Frøene skal ikke dækkes med jord, da de er meget små og ofte har brug for meget lys.

2. Basilikum som skabt til potter og krukker

Dekorativ basilikum i rustik terrakottakrukke. 
Hvis man dyrker frøene i potte, skal man vande dem nedefra og i løbet af en halv til en hel time vil frøene svulme op og blive fire til fem gange større, mørkeblå og lysende. På dette stadie er det vigtigt, at frøende ikke tørrer ud, men får de vand spirer de til gengæld også, som var det krudt.
Basilikum er ellers som skabt til at blive dyrket i krukker. Stiller du den et solfyldt sted og sørger du for at vande den hyppigt, så kan basilikummen også trives fint i kølige somre. Rødderne har dog lidt mindre plads at boltre sig på, så planten vil ikke skyde lige så meget i vejret, som den ville gøre på friland.

3. Dyrk basilikum i haven op ad mur

I haven kan basilikum dyrkes op ad en sydvendt eller vestvendt husmur. Hvis man sørger for at plante til, så der er læ, vil det automatisk medføre, at der også bliver varmere, og så er miljøet perfekt til at dyrke basilikum.
Læs også: Sådan bekæmper du ukrudt i din have med en fiberdug

4. Basilikum smager bedst inden første blomstring

Den bedste kvalitet af basilikum kan høstes lige inden første blomstring, da planten slipper mange duftstoffer løs under blomstringen. Ønsker man et stort udbytte, skal man blive ved med at klippe af planten, uanset om man lige skal bruge et grønt drys eller ej.

5. Klip basilikum ned

Begynder basilikumen at vise tegn på at gå i blomst, så bør du sætte en stopper for det, hvis du gerne vil fortsætte med at høste basilikum. Får basilikumen først lov til at blomstre, er det alt for hurtigt sket med bladproduktionen. Klip derfor alle topskuddene ned lige over et par nye sideskud, så planterne rigtig kan forgrene sig og danne endnu flere blade.

6. Høst frø af basilikum

Man kan i øvrigt godt høste sine egne frø af basilikum og plante dem til næste år. Dette kan navnlig komme på tale, hvis du har en hårdfør og godt ydende basilikumplante, så er denne plante et godt udgangsmateriale at starte på i den følgende sæson, når man tager hul på en ny basilikum-sæson.

Få inspiration til dyrkning af basilikum og andre krydderurter i dit minidrivhus!

Mest læste artikler