Danmarks smukkeste have – se vinderen her

Så er vinderen af fotokonkurrencen om Danmarks smukkeste have fundet. Rigtig mange haveejere sendte billeder ind af deres flotte haver, men tre skilte sig særligt ud og har vundet henholdsvis 1., 2. og 3. præmien. Se de tre smukke haver, som redaktionen har kåret som vindere. 


Tre meget forskellige haver

Det har været svært at vælge en vinder blandt de mange gode bud på Danmarks smukkeste have, som er blevet uploadet til idényts fotokonkurrence. Der var dog alligevel tre haver, der skilte sig ud, og som alle også har fået gode point med på vejen fra læserne. idényts redaktion har udvalgt tre haver, der hver især har deres særlige udtryk og karakteristika, og i alle tre tilfæle er det tydeligt, at der er tænkt over indretningen. På redaktionen blev vi alle enige om, at de tre haver alle var nogle, vi fik lyst til at slå os ned i en sommereftermiddag.

Natursten til vinderne

Ejerne af de udvalgte haver kan nu gøre dem endnu flottere med den præmie, de modtager, som er et gavekort til LITHOS Natursten. 1. præmien er et gavekort på 10.000 kr. og 2. og 3. præmien på henholdsvis 3.000 og 2.000 kr.

3. præmien – et strejf af Japan

Kirsten Brøchners japansk-inspirerede have i Højbjerg vinder 3. præmien for sin enkelhed med mange fine detaljer. Her spiller mange elementer godt sammen – de små buske, røde træer, vandet, gruset og stenene. En rolig have, hvor man kan slå sig ned ved bassinkanten og kigge på karper og guldfisk.

2. præmien – romantik og funktionalitet i højsædet

Bede fyldt med farverige blomster, bregner og pergola udgør den romantiske have hos Ingeborg Hansen i Fredericia. En god kombination af smukke blomsterbede, træer, græsplæne og et funktionelt brændeskur for enden af plænen. Et sted hvor man virkelig har lyst til at tage plads på havebænken og nyde havens blomster, dufte og farver.

Vinderen – naturhave med mange funktioner

Vinderen af konkurrencen blev Freddy Christiansens have i Egtved. Vi faldt for kombinationen af “naturhave” og form og funktion. Her er det hele; buske og blomster, der breder sig mellem terrassen, bassinet og den lille sti af sten, som fører op til drivhuset, der falder perfekt ind i stilen. Den lille krukkesamling bidrager diskret med lidt farve til alt det grønne. Man får lyst til at gå på opdagelse eller nyde synet fra stolen på terrassen.

Alle vindere har fået direkte besked. Har du lyst til at se alle billederne fra konkurrencen, kan du gøre det på idényts fotogalleri. 

Mest læste artikler