Blomster der overrasker

Pluk anemoner hele sommeren eller pluk en krokus på første efterårsdag.


Haven kan byde på mange overraskelser. De senere års klimaændringer har givet uventede blomster hos mange prydbuske og -træer. Beskedne godt nok, men helt ude af takt med kalenderen.

Nogle af overraskelserne kan dog også være planlagte. Flere af de elskede forårsbebudere findes i arter og sorter, som blomstrer i løbet af høj- og sensommeren – ja helt ind i efteråret.

Fra april til november
Den vildtvoksende anemone (Ane­mone nemorosa), som dækker skovbunden sidst i april forsvinder hurtigt, når træernes blade lukker for lyset. Der findes imidlertid sorter, som blomstrer det meste af maj med. “Bracteata plena” og “Vestal” har holdbare fyldte blomster, “Robisoniana” er lys lavendelblå.

De afløses i juni af sommer-anemonerne (Anemone sylvestris og Anemone rivularis), 30-35 cm høje med hvide til gule eller blå blomster.

De er begge fortrinlige bundplanter med mørkegrønne blade, som danner en fin kontrast til blomsterne. Navnlig den første breder sig meget villigt, men den er nem at holde under kontrol.

 
 

I juli blomstrer canada-anemone (Anemone canadensis),
som bliver ca. 40 cm høj og ligner dem meget. Den breder sig endnu kraftigere og skal helst have stærke naboer.

Anemoneåret slutter med høstanemonerne (Anemone hupephensis eller Anemone japonica), som findes i et væld af beslægtede arter og navnesorter.

Den tidligste “Praecox” står med rosa blomster på 80 cm høje stilke fra juli til september. “Splendens” og “September Charm” er lidt lavere og blomstrer lidt senere sammen med de høje – 100-120 cm – hvide, fx “Honorine Jobert”. Der er masser at vælge imellem, hvis du vil plukke anemoner, lige til frosten sætter ind.

Skovbund
Alle anemoner er skovbundsstauder, som foretrækker en humusrig, let fugtig jord, gerne i let halvskygge.
Skuddene viser sig tidligt om foråret, så det er en god idé at dække planterne med visne blade vinteren og foråret igennem. Ellers risikerer skuddene at blive svedet af sen nattefrost.

Sommeranemonerne er meget lette at flytte og formere ved deling. Høstanemonerne er lidt mere problematiske på grund af meget dybtgående rødder, men det er ofte muligt at tage rodstiklinger på ydersiden af planten.

Krokus
Krokus er et flot og overraskende indslag i haven. Men de er lidt sarte i væksten. Plant dem helst i græs, som kan støtte de lave, spinkle blomster mod årstidens regn og rusk.

De kan dog ikke klare sig i græs, der jævnligt bliver slået. Vælg i stedet græs omkring buske eller i græskanten under træer eller foran et busket. Her gør det sjældent så meget, at græsset bliver lidt langhåret sidst på året.

Læg gerne løgene på steder, hvor blomsternes intense hvide til violette farver kan spille op til buske og træer med glødende høstfarver. Det kan give en fantastisk virkning. Giv høstkrokus en solrig plads med veldrænet jord, så de kan udvikle sig optimalt.

Der findes mange arter af høstkrokus. Langt de fleste er hårdføre i Danmark, men flere kan være lidt svære at få fat på. Crocus speciosus er den bedst kendte og fås de fleste steder.

Og dem, der ligner
Tidløs (fx Calchicum autumnale eller Colchidum speciosum) er beslægtede med liljer. De adskiller sig fra krokus ved at have seks støvdragere, hvor krokus har fire.

Tidløs er store, kraftige planter først på sæsonen. De mørkegrønne blade bliver 30-45 cm høje og planten bliver lige så bred. Midt på sommeren visner bladene og kan klippes af. De hvide til violette blomster er 10-15 cm høje og tager sig bedst ud mellem bundplanter eller i middelhøjt græs, som kan beskytte mod regn og blæst.

Tidløs findes ligesom krokus i flere arter og sorter. De foretrækker alle sol til halvskygge og veldrænet jord.
Krokuslilje (Sternbergia lutea) ligner gule krokus, men er i familie med amaryllis. Den kræver endnu mere sol og varme end krokus og tidløs. Løgene lægges om efteråret, gerne ret dybt og tæt på en sydmur.

Blomstrende oktoberkirsebær
Det er ikke kun i jordhøjde, du kan møde efterårsoverraskelser. Oktoberkirsebær, Prunus subhirtella “Autumnalis”, står med hvide til svagt rosa blomster i oktober, og blomstringen fortsætter helt til januar, hvis vejret er mildt. Som en sidegevinst får det lille, elegante træ ofte en gul til orange høstfarve, når blomsterne folder sig ud.

Stauder
Pottede stauder kan plantes det meste af året. Husk at vande grundigt i tørre perioder.

Det er forår
Efterårsblomstrende løg lægges bedst om foråret, når den værste fugt er gået af jorden, og jorden stadig er varm.

Smuk men giftig
Høsttidløs er smuk, når den blomstrer om efteråret, men pas på, hvis du har børn, for den er en af vores mest giftige haveplanter.

Mest læste artikler