10 flerårige blomster der pynter i din have og er umulige at slå ihjel

Hvis du er en af dem, der inderligt ønsker en flot og inspirerende have, men hverken har tiden til at passe den eller de grønne fingre til at holde den, er der stadig håb! Vi har samlet 10 flerårige planter, der vil blomstre sæson efter sæson, uden de store anstrengelser.

Flerårige blomster til haven, der er nemme at passe

Der findes planter, som blomstrer i flere år, og ikke behøver den helt store pleje for at holde sig pæne. Det er planter, der er perfekte til dem, som ikke har verdens grønneste fingre eller tiden til at vedligeholde en stor have, men alligevel gerne vil have nogle farverige og flotte bede.

Planterne kan selvfølgelig variere fra sæson til sæson og klima til klima, men der er mange vidunderlige flerårsplanter til dig, der gerne vil have en smuk have uden for meget arbejde.

  1. Langakset pragtskær
  2. Purpursolhat
  3. Alunrod eller Purpurklokke
  4. Skumblomst
  5. Globetidsel eller tidselkugle
  6. Hosta
  7. Pæone
  8. Sølv-Perovskia
  9. Engelskgræs
  10. Sibirisk Iris

1. Langakset pragtskær (Liatris spicata)

Langakset pragtskær dyrkes ofte i haver og parker

Langakset pragtskær kaldes også ofte “lampepudser-planten”. Det er en staude med græsagtige blade og en cylinderformet krone med rosenrøde blomster. Stauden, der vokser lige op i luften, dyrkes ofte i haver og parker, der kræver beplantning, som har en god hårdførhed, er tørke tålsomme og blomstrer meget.

Bier og andre nektarædende insekter elsker blomsten, og du kan forvente en del summende gæster, hvis du planter denne blomst i din have. Blomstringen foregår i sensommeren (juli og august). Planten bliver omkring 1 meter høj og omkring 30 cm i bredden med kraftige dybdegående rødder.

Sorten vokser bedst på lysåbne eller let skyggede voksesteder med tør jordbund. 

Læs også: 5 forårsforberedelser, der giver dig den smukkeste sommerhave
Læs også: Her er Danmarks skønneste forårsblomster

2. Purpursolhat eller rød solhat (Echinacea)

Purpursolhat: Flerårige blomster til haven

Purpursolhatten er en lille yndig flerårig blomst med blade, der inviterer til et spil “Han elsker mig, han elsker mig ikke, han elsker mig, han elsker mig ikke …”. Blomsten stammer fra Nordamerika, hvor den er ret udbredt og findes i 10 forskellige sorter.

I Danmark har vi omkring tre sorter, der har olieholdige frø. Planten er en opretvoksende staude, der har grove afrundede blade. Oftest er bladene rødlige eller lilla og knoppen/kronen er brunlig. Det er en smuk blomst, du vil kunne nyde hele sommeren lang, hvis du praktiserer “nipning” af de døde blomsterhoveder.

Læs også: Rød solhat – prærieblomsten og lægeplanten

3. Alunrod eller Purpurklokke (Heuchera)

Pupurklokke er en hårdfør staude

Dette er en staude med en tueformet vækst og små purpurrøde blomster. Bladene på blomsten er samlet i en lille grundstillet roset, det vil altså sige, at bladene spreder sig ud fra det samme punkt på stilken, så bladstillingen ligner en roset. Blomsterne ligner små røde klokker, der sidder og svejer på de lange stilke.

Planten er let behåret af noget, der nærmest ligner dun. Det er en hårdfør og tørketålende staude. Derfor plantes den ofte i sammenhænge, hvor der ikke er det store opsyn med haven. Planten blomstrer i maj måned, hvor blomsterne findes i en eller flere endestillede skud, der er hævet over bladrosetten.

Læs også: Flotte lupiner i grøftekanten, haven og vasen

Planten vokser ca. 20 cm i højden og 40 cm i bredden om året, og stammer fra det sydvestlige USA, hvor den vokser på varm og tør jord. Et særligt kendetegn ved denne staude er de smukke farverige blade. Blodrøde eller bordeaux farver vil sprede sig i haven og tilføre varme og variation i de ellers ofte meget grønne haver, man tit ser i Danmark.

Læs også: Nyd engens blomster der hjemme

Blomster til haven: Hårdføre stauder

4. Skumblomst (Tiarella cordifoli)

Skumblomst: Hårdføre stauder til haven

Denne smukke flerårige plante med de hvide blomster stammer oprindeligt fra Nordamerika. Planten tiltrækker både bier og sommerfugle og giver dejligt liv til sine omgivelser. Blomsten lever op til sit navn ud fra sine smukke hvide blomster, der, når de er fuldt udsprunget, ligner små klumper af skum på stilke. Det er nemlig en langstilket plante med blomsterrosetter, der er 5 – 10 cm høje.

De lange stilke kan vokse sig op til 30 cm høje og er dækket af små dunagtige hår. Skumblomsten er en perfekt skyggeplante, der formerer sig let og leve bedst i skygge og fugtig jord. 

Planten er fuldt hårdfør her i Danmark, og blomstrer år og efter år uden særlig pleje udover vanding i tørre perioder.

Læs også: Syrener findes i mange sorter og i mange andre farver end lilla

Læs også: Vinterhårdføre planter til krukker og haven

5. Globetidsel eller tidselkugle (Echinops)

Globetidsel: Se 10 flerårige blomster til haven

Denne plante findes i mange varianter, faktisk er der over 120 forskellige sorter, der er udbredt i Europa, Asien og i de Afrikanske bjerge. I Danmark har vi ca. tre sorter. Det er en hårdfør staude, der blomstrer i sommermånederne (juni, juli).

Blomsten er kuglerund og blå/lilla/violet i farven. Planten har en opret vækst og tidsel/torneagtige blade. Den bliver mellem 30 og 70 cm høj, det afhænger meget af hvilken sort du vælger at plante. Blomsterne dufter ikke af noget specielt og er ikke giftig.  

Globetidslen er hårdfør og tørketålene, og behøver derfor ikke at blive vandet yderligere end fra naturens side. Planten skal helst stå på åbne områder, hvor den ikke bliver udsat for skygge. På trods af hvad tidselnavnet ellers måtte indikere, er dette ikke en invasiv plante, der hærger over alt. 

Læs også: Klematis – den livskraftige klatreblomst 

6. Hosta (Hosta): Flerårige blomster til krukker

Blomster til haven: Hårdføre stauder

Denne plante er en yderst elegant planteslægt med mere end 30 forskellige sorter. Planten er mest udbredt i Østasien med tyngdepunktet i Japan. Det er en staude med grundstillede blade, der danner tætte rosetter, som består af ovale blade med flotte mønstre.

Hosta blomstrer sidst på sommeren. De planter vi har i Danmark, har blomster bestående af hvide eller violette, klokkeformede blomster. Hostaen trives både i krukker og på friland og bedst i halvskygge, altså ikke direkte sol. Faktisk klarer planten sig bedre i fuld skygge end i fuld sol.

Hosta kræver ikke andet end almindelig næringsrig og fugtholdig havejord, derfor klarer den sig godt, hvor mange andre planter ville mangle sol. Dog skal man være opmærksom på, at planten kan undlade at blomstre, hvis den står i fuld skygge.

Læs også: Hosta – Havens grønne plante, der elsker skygge

7. Pæon (Paeonia)

10 flerårige blomster

En pæon (Paeonia) er udbredt på hele den nordlige halvkugle og er kendetegnet ved, at de er stauder eller halvbuske.

Pæonen findes i 18 sorter, og dem som vi kender bedst, er stauderne. De flerårige blomster er oftest rødlige eller magenta farvede, gule eller hvide. I Europa kalder vi Bonderosen (Paeonia officinalis) for den oprindelige europæiske pæon.

Bonderosen blomstrer i slutningen af maj eller starten af juni, og er specielt karakteriseret ved de kraftige blade og de store blomster, der ofte har brug for opbinding til et stakit eller espalie, for at kunne opretholde sig selv.

Bonderose: 10 flerårige blomster til haven

En anden meget brugt sort af blomster til haven er Storbladet pæon (Paeonia mascula), som også er en flerårig plante. Denne buskede plante blomstrer som regel i april-maj med store, enkle, rosafarvede blomster. Planten vokser ca. 50 cm om året og vokser bedst i halvskygge og i halvtør jord.

Læs også: Bonderoser – genvej til succes med pæoner i haven

Læs også: 10 planter og blomster til krukker, der er nemme at dyrke

8. Sølv-Perovskia (Perovskia atriplicifolia)

10 flerårige blomster til haven

Denne hårdføre staude har en opret vækst og former sig nærmest som en busk. Busken er primært præget af gråligt løv og violette blomster. Denne plantesort er meget tørketålene, og bliver mere og mere udbredt grundet dens hårdførhed.

Sølv-Perovskia har en kraftig duft og er en flerårig plante, der vil glæde dig i mange år, når den blomstrer sæson efter sæson. Blomstringen sker i juli til oktober, hvor plantens skud springer ud i flotte lyse violette farver.

Naturligt stammer planten fra Iran, Paktistan, Afganistan og Tibet. Planten vokser ca. 1×1 meter årligt og har et dybdegående kraftigt rodnet.   

Læs også: Disse planter er hårdføre nok til at klare sig igennem vinteren

9. Engelskgræs (Armeria maritima)

Blomster til haven: Hårdføre stauder

Denne lille plante er en vintergrøn flerårig staude, der har en lille smule sukkulent over sig. Når planten blomstrer, springer små tætte blomster af fine tætte lyserøde blade ud, og dufter meget af sød nektar. Planten er meget hårdfør og vokser oftest bedst på magre, græssede områder.

Planten tilhører Blyrod-familien (Plumbaginaceae), der kendetegnes ved at sorterne er stauder eller buske, der er meget hårdføre og kraftig i farverne. I nogle tilfælde kan man også støde på Engelsk græs i farverne lilla, hvid og rød.

Man finder tit Engelsk græs i landskaber som klitter, standenge og vejkante. Faktisk vokser planten bedst i saltprægede områder, og derfor kan den sagtens overleve ved vejkanten ved saltede veje. 

Planten er smuk og farverig, og vokser sig stor og flot under de rette forhold. Hvis du nipper de døde blomster af, blomstrer den flere gange på en sæson og kommer igen år efter år.

Læs også: Sommerblomster i staudebedet

10. Sibirisk Iris (Iris siberica)

10 blomster til haven - sibirisk iris er en hårdfør staude

Denne flotte Iris har ikke de store krav til voksested, og trives aldeles fint i et helt almindeligt staudebed. Hvis du vil have det meste ud af blomstringen, har den bedst af at stå fugtigt henover foråret og gennem sommeren.

Stauden bliver knap en meter høj og blomstrer i maj-juni måned. Blomsterne er duftende og har forskellige blå nuancer. Selv når stauden ikke blomstrer, er den en dekorativ plante at have i haven, da den året rundt beholder sine dekorative frøkapsler.

Den sibiriske iris er en flerårig staude, der blomstrer i mange år, hvis den får lov at stå under de rette vilkår. Tilpas med sol, fugtig jord og ingen omplantning. Hvis du først har plantet din sibiriske iris, bør du lade den stå på samme sted fremover.

Planten tåler nemlig ikke særlig godt at blive flyttet. Hvis du flytter stauden, kan det gå ud over blomstringen i flere sæsoner.

Et staudebed med iris trodser alle sæsoner og vender tilbage med smukke blomster år efter år. 

Læs også: Derfor skal du bruge blå blomster i dine blomsterbede

Hvilke planter kommer igen hvert år?

Engelskgræs (Armeria maritima) er en plante, som kommer igen hver år. Planten er smuk og farverig, og vokser sig stor og flot under de rette forhold. Hvis du nipper de døde blomster af, blomstrer den flere gange på en sæson og kommer igen år efter år.

Hvilke stauder blomstrer hele sommeren

Globetidsel eller tidselkugle (Echinops) blomster i sommermånederne. Globetidslen er hårdfør og tørketålene, og behøver derfor ikke at blive vandet. Planten skal helst stå på åbne områder, hvor den ikke bliver udsat for skygge.

Kilde: gardening.about.com

Mest læste artikler