Flensborg Fjord er billedskøn natur – her ses de to øer Store og Lille Okseø
Flensborg Fjord er billedskøn natur – her ses de to øer Store og Lille Okseø Foto: Thomas Nykrog

Hold ferie i Sønderjylland med slotte, Vadehavet og videnskabspark

Syd-/Sønderjylland

Sønderjylland er for mange lig med Vadehavet – og det er også en naturattraktion, som du ikke skal gå glip af, men ellers anbefaler vi en tur på Koldinghus, videnskabsparken Universe på Als og smukke gåture langs Flensborg Fjord, som du kan kombinere med et besøg på historiecenter Dybbøl Banke.

 

Oplev Flensborg Fjord langs Gendarmstien

Flensborg Fjord giver dig naturoplevelser med havudsigt, stejle skrænter og strande. Den nordlige kyst i Flensborg Fjord ligger i Danmark, mens den sydlige kyst tilhører Tyskland. Du kan opleve fjorden til fods ved at følge den afmærkede Gendarmsti, som er ca. 74 km lang fra Padborg i vest til Høruphav på Als i øst.

Gendarmstien har fået sin navn efter det blåklædte korps Gendarmerne, der fra 1920 til 1958 patruljerede den dansk-tyske grænse

Gå, cykel eller kør i bil ved Flensborg Fjord

Du kan gå hele turen med overnatninger i telt undervejs eller bare gå et lille stykke af den, alt efter temperament og tid. Fjorden kan også udforskes på cykel – de fleste steder kan du følge Gendarmstien. I bil kommer du ganske tæt på vandet på Fjordvejen, som fra Kollund til Rønshoved stort set følger kystlinjen.

Få Gendarmstiens kort her

Historien om nederlaget ved Dybbøl

Det store nederlag ved Dybbøl i 1964 kan opleves ganske livagtigt på Historiecenter Dybbøl Banke mellem Sønderborg og Dybbøl. Centret har genopført en skanse og scener fra krigen i 1864, så du kan få en fornemmelse af, hvordan det var at deltage i slaget. Centret er åbent fra 1. april til 31.oktober

Flere naturoplevelser ved fjorden fås bl.a. ved at følge ”sporet” ved Stensigmose udenfor Broager på Als – få kort på sporet.dk

Mere inspiration til naturen omkring Flensborg Fjord kan du få på danmarksrejsen.dk

Oplev Gråsten Slotskirke

Slotskirken er den eneste del af Gråsten Slot, der er åbent for offentligheden. Kirken er overdådigt udsmykket. Læs mere om slotskirken her

På tur i Vadehavet

Ribe er et godt udgangspunkt for at opleve Vadehavets særegne liv. Du kan opleve, hvordan dyrelivet og stemningen ændrer sig i løbet af døgnet i tak med flod og ebbe. Naturens kræfter er store – undervurdér ikke havets magt, så benyt dig af en af de guidede ture hos folk, der kender områdets luner.

Kig efter sæler eller østers i Vadehavet

De guidede ture til Vadehavet laves over forskellige temaer – fx sæler, østers og fugle. Vælg det, du synes, er mest interessant. Du kan få et overblik over nogle af mulighederne ved at besøge Vadehavscentrets hjemmeside

 

Foto: Bjørn Thunæs
Foto: Bjørn Thunæs

Sort sol af stære i foråret eller efteråret

Besøger du Vadehavsområdet om foråret eller efteråret, kan du være heldig at opleve det fantastiske fænomen sort sol – tætte stæreflokke flyver bølgende frem og tilbage i landskabet og skaber et sort dække på himlen, som lyset flimrer igennem. Prøv selv lykken i området, eller vælg en guidet tur.

Vikinger i Ribe

Vælger du Ribe som udgangspunkt for Vadehavet, kan du også besøge Ribe Vikingecenter – se mere på deres hjemmeside

Besøg Vadehavets øer Fanø og Mandø

Du kan koncentrere dig fuldt ud om Vadehavet ved at bo på Fanø eller Mandø nogle dage. Du kan køre til Mandø med traktor fra Ribe – se mere på her (http://www.mandoekro.dk/).

Fanø er den største af de to øer – find flere informationer på turistbureauets hjemmeside (http://visitfanoe.dk). Du når Fanø med færgen fra Esbjerg – se sejlplan her

Danfoss Universe er et univers af videnskab og leg

Foto: Universe
Foto: Universe

Danfoss Universe i Nordborg på Als hedder nu bare Universe, men er stadig sig selv. Nemlig et sted, der inviterer til udforskning af naturvidenskaben på en sjov måde – både for voksne og børn. Der er mere end 200 aktiviteter i parken.

Mærk naturens kræfter

Se en gejser springe 18 meter op i luften, prøv at løfte en bil, grave med en rigtig gravemaskine og besøg professorens laboratorium. I højsæsonen er der daglige science shows, hvor professionelle laver forskellige kemi-fysik-eksperimenter.

Universe viser menneskekroppen indefra

I bygningen Cumulus får du et fascinerende – og ganske anderledes indblik i menneskekroppen. Tag på en 5D film-rejse ind i kroppen set indefra. I stueetagen kan du gå inde i en blodåre.
Få mere info på universes hjemmeside

Udstillinger på Koldinghus

Foto: Palle Peter Skov
Foto: Palle Peter Skov

Koldinghus er i dag rammen om en lang række forskellige udstillinger og samlinger. Der er en fast udstilling og løbende nye særudstillinger – til sommer historien om de 59 finske børn, der ankom alene som flygtninge til Kolding under 2. verdenskrig (vises fra 25.maj til 18. august) og farverige malerier af Hans Voigt Steffensen (vises fra d. 8. juni til d. 1. september)

I kongernes fodspor på Koldinghus

Det faste udstilling fortæller hele historien om Koldinghus – fra den første bygning blev opført af Erik Klipping i 1268, til den lagde hus til Christian den førstes ankomst til Danmark, til Christian den fjerdes opførelse af slotskirken, der desværre gik til i den omfattende brand i 1808.

Nu er kirken genopstået ved hjælp af computerteknologi, så nu kan du tage en virtuel rundtur i slotskirken, som den så ud, dengang den stod prangende flot.

Aktiviteter for børn

Der er masser af aktiviteter for børn – særligt i ferier. Fx kan du prøve renæssancedragter, der er syet af Den Kongelige Systue på Koldinghus eller holde din børnefødselsdag på Koldinghus. Læs mere på Koldinghus' hjemmeside

Filmkostumer fra internationale film

Til efteråret kan du opleve filmkostumer fra store internationale film. Udstillingen er kronen på værket af særudstillinger på Koldinghus i år. Den åbner den 21. september under navnet ”Klæder skaber film” og viser kostumer fra engelske og amerikanske Oscar-nominerede film.

På tur med legesyge børn i alderen 2-12 år i Kolding

Besøg aktivitetshuset ”Nicolai for børn”, der er bygget op omkring skiftende temaer, og hvor der også opføres børneteater og børnekoncerter. Tjek programmet på Nicolais hjemmeside

Kilder: visitsyddanmark.dk, Visit Denmark og danmarksrejsen.dk

Få mere inspiration til ferie i Danmark her

31 januar 2013

Andre oplevelser i Sønderjylland


  • Sønderjysk kaffebord.
    Der er sønderjysk kaffebord på Gram Slot hver den første søndag i måneden kl. 14. Der er dog ikke kagebord d. 7. juli og d. 4. august, da der er kagebord hver torsdag i uge 27-32. Læs mere på slottets hjemmeside

  • En special landsby – Christiansfeld
    Christiansfeld er opført i 1773 af den evangeliske frimenighed ”Brødremeningheden”, som verden over opførte nøjagtig ens byer. Chritiansfeld er kandidat til at komme på UNESCOs liste over bevaringsværdig kulturarv. Læs mere her

0

Vadehavscentret

Vesterhavet er ikke sådan at komme udenom: Tidevand, stormflod og voldsomme kræfter er forenet i havet mod vest. I Vadehavscentret kan du...

0

Besøg Danfoss Universe

Har dit barn en potentiel ingeniør i maven, eller er du selv lidt af en Ole Opfinder, er Danfoss Universe et sted, du skal besøge. Det...

0

Oplevelser i grænselandet

Sønderjylland byder på en rejse i dansk historie og danskhed med oplevelser for hele familien.