Denne artikel er sponsoreret

Unikke oplevelser i Odsherred

Sjælland og Lolland/Falster

Som det første område i Danmark nogensinde er Odsherred optaget i det verdensomspændende geoparknetværk GGN. 

Som det første område i Danmark nogensinde er Odsherred optaget i det verdensomspændende geoparknetværk GGN, der er på linje med UNESCOs verdensarv-attraktioner. Blåstemplingen bliver givet til områder, hvor landskabet geologiske udformning er helt unik og har afgørende betydning for livet på egnen.

Når Odsherred kan føre sig frem i det fornemme selskab, er det på grund af det dramatiske istidslandskab, der gennem tiderne har påvirket både fødevareproduktionen, kunsten og kulturhistorien på egnen. Så vil du smage på Odsherred, kan du se frem til en herlig cocktail af lige dele natur, mad, kunst og kulturhistorie. Her er forslag til at opleve lidt af det hele. 

Oplev Geopark Odsherred   

Geopark Odsherred er ikke en park, du skal betale entre til, men simpelthen en betegnelse, der dækker hele Odsherred. Og glæd dig, for spredt udover området venter der utallige natur- og landskabsoplevelser. Fx Odsherreds højeste punkt, Vejrhøj, hvorfra du blandt andet kan nyde udsigten til Nekselø, Sejerø og, i klart vejr, Samsø.

I landsbyen Høve kan du bestige Esterhøj med flere gravhøje på toppen. I en af dem er der indrettet gravkammer for Ole Olsen, grundlæggeren af Nordisk Film.

Følger du den 7 km lange vandresti, Højderygstien, er der flotte kig udover Odsherred og Lammefjorden undervejs samtidig med, at du kommer forbi nogle af Odsherreds vigtigste og smukkeste bronzealdergravhøje.

Korevlerne, i den inderste del af Sejerøbugt, er et godt eksempel på udvikling af kystlinjen, og den inddæmmede Lammefjord, ”Odsherreds spisekammer”, er et unikt kulturlandskab, der gemmer på rigtig mange spændende historier.   

Året rundt kan du deltage i guidede ture i geoparken, men du kan selvfølgelig også tage rundt på egen hånd. Fra den 27. – 30. juli er der Geopark Festival med events, særarrangementer og mange åbne døre.

Læs også: Tag på ferie i Danmark - 20 danske naturperler

Odsherreds Kunstdage

Istidslandskabet bragte kunsten til Odsherred, hvor kunstmalere igennem de sidste 200 år har gengivet og fortolket de meget varierede og dramatiske landskabsformer. Landskabet og lyset tiltrækker stadig mange kunstnere til området, og det kan du blandt andet nyde godt af i pinsen, hvor Odsherreds Kunstdage bliver afholdt. Her slår 62 kunstnere, kunsthåndværkere og udstillingssteder dørene op til tre hyggelige dage i kunstens tegn.

Gourmetoplevelser med lokale produkter

Fødevareproduktionen i Odsherred er et kapitel for sig, hvor inddæmning og udtørring af den tidligere havbund har skabt nogle særligt gunstige betingelser for grøntsagsdyrkning. Den udtørrede havbund, klimaet og lyset går her op i en højere enhed, og det giver råvarerne en helt særlig karakter, som er til at smage. Det kan du blandt andet prøve på Dragsholm Slot, hvor man ønsker, at stedets historie og beliggenhed både skal kunne ses og smages.

På slottet kan du ikke bare møde det lokale spøgelse, men også få en udsøgt gastronomisk oplevelse, for stedets restaurant, Slotskøkkenet, har i år fået en stjerne i Michelins fornemme spiseguide.

Læs mere om Odsherred på www.visitodsherred.dk

22 maj 2017