Roskilde er musikkens by og mere til

Roskilde er sikkert bedst kendt for musik og festival, men byen byder også på lækker gourmetmad og anderledes oplevelser.


Udforsk Roskilde

Roskilde var oprindeligt Danmarks første hovedstad, men det kendetegn er nok glemt til fordel for Roskilde Festival, ølbowling og den orange stemning. 

Byen i sig selv har dog masser af tilbud hele året rundt for både musikelskere, madører og alment eventyrlystne mennesker – det gælder bare om at se efter. 

Seværdigheder og oplevelser i Roskilde

Roskilde Domkirke

Ud over Roskilde Festival er domkirken nok én af Roskildes mest velkendte attraktioner. Kirkens historie går over 1000 år tilbage, og den er kendt som den kirke i verden, der huser flest royale grave – og så er den optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Hvis du ikke har været en tur forbi, så er den bestemt et besøg værd.

Musicon

Mellem Roskilde Dyrskueplads og stationen lå der tidligere en betonvarefabrik, men i dag er området forvandlet til den kreative bydel Musicon. I bydelen er der både indendørs og udendørs skateområder, øvelokaler, kunstudstillinger, gadefester, koncerter og cirka alt andet, du kan komme på af kulturelle events.

RAGNAROCK

I Musicon-kvarteret ligger også rockmuseet RAGNAROCK, der er dedikeret til musikkens historie og ungdomskultur fra 1950’erne og fremefter. Selve bygningen er designet af danske COBE og hollandske MVRDV, og den er beklædt med gigantiske guldnitter, der spejler solens lys – og op til døren ligger selvfølgelig en rød løber, så du ankommer med stil. 

Interiørbutikker og en anderledes forretning

Roskilde Design Center

Roskilde Design Center må siges at have en temmeligt atypisk historie: Firmaet startede som kistesnedkeri for over 100 år siden, men begyndte efterhånden at producere møbler, fordi der var stor efterspørgsel. I 70’erne besluttede indehaveren sig dog for at butikken skulle specialisere sig inden for design og anderledes tilbehør, og i dag forhandler de klassiske designmøbler fra alle de store navne.

Jørgen C. Nielsen Møbler

Ligesom Roskilde Design Center har Jørgen C. Nielsen Møbler også eksisteret i over 100 år, og har utroligt nok næsten samme baggrundshistorie. I dag forhandler butikken både velkendte designmøbler samt kvalitetsdesign fra mere ukendte brands, så der er rigeligt at udforske i butikkens 3000 m2.

Lützhøfts Købmandsgård

I en lidt anden boldgade finder du Lützhøft Købmandsgaard, hvor der godt nok ikke forhandles møbler, men til gengæld kan du få en anderledes butiksoplevelse.

Købmanden er indrettet, som den oprindeligt så ud i 1920, og varelageret matcher også retrostemningen. Du kan også besøge den tilstødende slagterbutik Otto Lund’s Eftf. H. J. Sloth Nielsen, der ligeledes har fået en retro-makeover.

Restauranter og spisesteder i Roskilde

Mumm

Mumm er en lille gourmetrestaurant med plads til 35 gæster samt rigelig plads til forkælelse. Restauranten finder sin inspiration i franske, spanske og nordiske madlavningstraditioner med et moderne twist, og råvarerne er gerne lokale og bestemt efter sæsonen. Menuen består gerne af 11 mindre retter, så hvis du gerne vil prøve en særlig madoplevelse, er Mumm helt sikkert stedet.

Restaurant Vigen

På Restaurant Vigen er menuen sammensat af lokaler råvarer, der er i sæson, og alle retter er i forretsstørrelse, så du kan få lov til at smage lidt af hvert. Du kan selv vælge mellem retterne eller lade køkkenet sammensætte en oplevelsesmenu for dig, som kan nydes med udsigt ud over Roskilde Fjord.

WHY Food and Cocktails

Som navnet lægger op til, serverer WHY både mad og lækre cocktails. Maden er en spændende kombination af nordiske råvarer og asiatiske traditioner, og cocktail-menuen består af nye versioner af klassikere samt egne kreationer, der smager af mere.

 

Mest læste artikler