11 grunde til, at din næste weekendtur skal gå til Helsingør

Den nye Kulturhavn Kronborg har sat Helsingør på det kulturelle landkort. Og der er meget andet i sundbyen end det - fra Jørn Utzons højhus til Den lille Havfrue, der blinker, når du går forbi.


Kulturhavn Kronborg

Den idylliske sundby Helsingør er i disse år ved at forvandle sig til en kulturel storspiller. Centrum for byens kulturelle oprustning er byens havn. Her lå tidligere byens travle skibsværft, indtil det lukkede i 1983.

I dag har flere af de gamle værftsbygninger rejst sig af asken og fået nyt liv i spændende arkitektoniske nyfortolkninger. De tre hjørnestene i den nye såkaldte Kulturhavn Kronborg er:

  1. M/S Museet for Søfart – en arkitektonisk genistreg udtænkt af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG: et søfartsmuseum i en tørdok.
  2. Kulturværftet – et multihus med bl.a. bibliotek og koncert- og teatersal skabt af tegnestuen AART i nogle af de bestående værftsbygninger.
  3. Kronborg – det ikoniske renæssanceslot med sine vidstrakte voldanlæg grænser op til de værftsarealerne. Slottet indgår derfor naturligt i det nye kulturlandskab.

Læs mere om de 11 seværdigheder, restauranter og oplevelser i Helsingør her på siden.

  1. M/S Museet for Søfart
  2. Kulturværftet
  3. Kronborg Slot
  4. Restauranter og byliv
  5. Utzon arkitektur i Helsingør
  6. Helsingørs gamle bydel
  7. CLICK Festival
  8. Skulpturer i Helsingørs kulturhavn
  9. Multiparken
  10. Øresundsakvariet
  11. Danmarks Tekniske Museum

1. BIG’s Museet for Søfart 

M/S Museet for Søfart har fået hele arkitektverdenen til at spærre øjnene op, og byggeriet er blevet overøst med internationale priser. Det er ikke mindst den meget originale tørdoks-løsning af opgaven, der har cementeret Bjarke Ingels ry som en af verdenens mest toneangivende arkitekter. 

I en kæmpemæssig forladt tørdok har BIG skabt et underjordisk museum i et råt betonlandskab. Selv tørdokken er skåret igennem på kryds af tværs af overdækkede glasbroer, der giver udsigt og lys ind og ud af bygningen. 

I de rå og meget afvekslende lokaler, der grænser op til den åbne grav i midten, er der både permanente udstillinger, der levende og informativt fortæller om skibe og mennesker til alle tider, samt skiftende udstillinger. 

Udstilingsprogrammet på Museet på Søfart afspejler ofte det bramfrie sømandsliv. Den aktuelle udstilling på M/S hedder Sex & the Sea. Den vil udforske “sømænds lyst, længsler, drømme og sexliv. Læs og se mere om Museet for Søfart (M/S) her.

2. Kulturværftet i Helsingør

Kulturværftet er de gamle værftsbygninger spækket til bristepunktet med kultur. Her har Helsingørs nye bibliotek til huse. Bygningerne rummer også café og spisested og et topmoderne koncert- og teatersal.

Under kulturværftet hører også Toldkammeret, der ligger i en gammel pakhusbygning. Her finder du både en mindre musikscene og byens Børnekulturcenter.

På havnen i tilknytning til kulturværftet er Værftsmuseet placeret. Det fortæller historien om værftet, dets arbejdere og om samspillet med byen Helsingør.

Kulturværftet er tegnet af tegnestuen AART og indviet i 2010. Se og læs mere her.

3. Kronborg Slot

Selvom der er sket meget på de gamle værftsarealer, er Kronborg stadig byens fikspunkt. Det er ikke helt uretfærdigt for Kronborg og den sundtold, som skibstrafikken genererede til det danske kongehus igennem århundreder, er selv årsagen til, at Helsingør udviklede sig til en florerende købstad.

Kronborg er desuden kendt i den ganske verden som Hamlets slot. Selvom Kronborg ikke nævnes i Shakespeares allermest berømte skuespil (1599-1602), så er Elsinore tydeligt angivet som stykkets lokalitet.

Renæssanceslottet står nu fuldt restaureret i gul sandsten. I gamle dage husede Kronborg faktisk også Søfartsmuseet, men det virkede aldrig som et helt logisk ægteskab. Derimod er det blevet til en lykkelig skilsmisse med flytningen til Museet for Søfart.

Kronborg kan sagtens også alene. Der findes ikke mage til slot i hele kongeriget. Slottets vælde og dominerende placering opleves allerbedst, hvis du bevæger dig de 145 trin op i det fladeDronningetårnet. Udsigten over tagene og ud over Øresund heroppe fra er ganske enkelt enestående.

De vidtstrakte voldarealer et desuden et yndet sted at gå ture for både helsingoranerne og turister. Her kan man både opleve det ruskende søvejr på toppen af voldene og på solrige dage – det lune klima bag voldene. 

4. Restauranter og byliv i Helsingør

Helsingørs gamle bykerne råder over mange ældre bygninger fulde af stemning og charme. Mange af dem fungerer i dag som restauranter og caféer.

Der er også en bredt udvalg af bodegaer, hvor man kan få en pilsener og en skarp sammen med et stykke smørrebrød. Denne type beværtning lever i vidt omfang af grænsehandelen og af de både tørstige og sultne svenskere. Samme klientel er også eksistensgrundlaget for det store antal kælderbutikker spækket med flasker og spurt, der præger den gamle bydel.

Strandvejsristeriet ved Kronborg

Det er svært at fremhæve en restaurant frem for andre, men én café skiller sig dog ud på grund sin helt særlige stemning – og duft. På Strandvejsristeriet er kaffe nemlig kongen. Her er i den gamle gulmalede garnisonsbygning bag Kronborg er der både kaffebar, kaffebutik og kafferisteri. Indretningen og omgivelserne i den gamle idylliske garnsionsbygning bag Kronborg er charmerende og duften af nyristet kaffe er paradisisk. Læs mere om strandvejsristeriet her.  

M/S Café – Caféen i Søfartsmuseet

Søfartsmuseet har også en fortryllende underjordisk café og frokostrestaurant i tilknytning til museet med lækker mad og velristet kaffe. Når vejret er godt, kan man også sætte sig ud og spise eller drikke sin latte ude i den tørlagte dok, hvor stemningen er helt unik. Se åbningstiderne og menuen på M/S Café her .

Spisehuset på Kulturværftet

Leder du efter et hyggeligt spisested til frokosten eller den tidlige aftensmad i Helsingør, så er Spisehuset i Kulturværftet også værd at anbefale. Her er både lækre salater, smørrebrød og fuldbårne retter til rimelige priser. Den imponerende udsigt over havnen, vandet og Kronborg er også en del af oplevelsen. Se mere om Spisehuset her.  

5. Utzons arkitektur i Helsingør

Det er næppe mange, der forbinder Helsingør med modernistisk arkitektur. De fleste tænker snarere på de idylliske små gader med gamle huse i bindingsværk og med blyindfattede ruder, som der findes adskillige af i den gamle bydel. Helsingør har dog flere modernistisk perlere. Tre af dem har et link til Jørn Utzon.

Utzon har selv boet i Helsingør, og hans far var i en periode skibsingeniør på skibsværftet. Jørn Utzon har udover Sydneys Operahus ikke så mange bygninger på CV’et. Helsingør og området omkring Helsingør rummer dog flere af dem. Tre af dem ligger i selve Helsingør:

  • Hammershøj højhus. Ja, Utzon har bygget et højhus. Eller han tegnede det. I 1962. Så kom der dog lige et operahus imellem, og derfor endte opgaven hos arkitekten Birger Schmidt, der færdiggjorde højhuset i 1966.
  • Romerhusene. Klyngehuse tegnet og bygget af Utzon mellem 1957-61. Ligger i udkanten af Helsingør. Se billedgalleri her.
  • LO-skolen. Hotel, uddannelses- og konferencecenter i grønne omgivelser i det nordvestlige Helsingør. Jørn Utzon vandt oprindelig konkurrencen i 1958 med et højhus i 16 etager, men også her kom operahuset i Sydney imellem. Derfor var det andenpræmien, der blev bygget, men først 11 år senere. Se billeder af det lave spanske hacienda-lignende byggeri her

6. Helsingørs gamle bydel

Helsingør har bevaret sin gamle bykerne intakt. Det er mere end man kan sige om mange andre danske købstæder, hvor byplanlæggere gik amok med nedrivningsmaskinerne i det forrige århundrede.

Gader som Stengade, Gl. Færgestræde, Sudergade og Strandgade virker som rene filmkulisser til en periodefilm. Den gamle bydel er dog meget levende med masser af butikker, hvoraf mange stadig selv efter Øresundsbroens opførelse er møntet på svenske sundturister. 

7. CLICK Festival 

CLICK Festivalen er en en festival, der udforsker fremtidens kunst og kultur i krydsfeltet mellem billedkunst, videnskab og teknologi. Festivalen er hjemmehørende i Kulturværftet og løber af stablen for syvende gang i maj måned 2017.

I 2016 optrådte blandt andet både musikeren og performance-kunstneren Laurie Anderson og komponisten Phillip Glass.

Hold dig orienteret om CLICK Festivalens program her.

Du kan også gå på opdagelse i CLICK Festivallens videokanal CLICK Channel, hvor du kan finde interviews med flere af de deltagende på CLICK Festivallen. 

8. Den lille Havfrue af Elmgreen og Dragset

Kulturhavn Kronborg rummer også en lille skulpturpark. Det drejer sig foreløbigt kun om tre værker, men de er alle meget markante på hver sin måde.

  1. Han. Kunstnerparret Elmgreen og Dragset har med tydelig adresse til Den lille Havfrue på Langelinie skabt skulpturen Han. Den nøgne yngling på stålstenen stirrer ud over havet. Med uregelmæssige intervaller blinker “han” ovenikøbet med øjnene. Kig forbi og se, om han blinker til dig.
  2. Herakles og Hydraen. Rudolf Tegners fabulerende skulpturgruppe fra 1932 er skabt til Helsingør havn. I en periode har den på grund af omrokeringer på havnen været pakket væk, men nu står den atter i al sin vælde på Nordre Mole
  3. Værtsarbejderne. Det tredje markante kunstværk er den færøske billedhugger Hans Pauli Olsens skulpturgruppe Værftsarbejderne. Det drejer sig om fire værftsarbejdere i naturlig størrelse udført i bronce.

Læs mer om og se alle skulpturerne her

9. Multiparken i Helsingør

I det sydlige Helsingør ligger Multipark Helsingør. Områdets kerne er den store skaterbane for skateboards, løbehjul og in-liners. Herudover er der også parkouranlæg og andre muligheder for, at børn og unge – og ældre! – kan udfolde sig fysisk. Multiparken er desuden ramme om mange forskellige musik og teaterarrangementer i løbet af året.

Læs mere om Multipark Helsingør her

10. Øresundsakvariet

Øresundsakvariet ligger få hundrede meter fra Kulturhavn Kronborg. Akvariet på Strandpromenaden 5 er en ret beskeden lillebror til Den blå Planet – det nye giga-akvarium ved Amager Strandpark. Hvad Øresundsakvariet ikke har i kvadratmeter, har det derimod i hygge og sanselighed.

Øresundsakvariet er let at overskue, og samtidig har gæsterne lov til at røre og interagerere med de fleste fisk og andre marine væsener i akvarierne.

Læs mere om kulturen i Helsingør og find aktuelle programmer og udstillinger:

  • Kulturhavn Kronborg her.
  • M/S Museet for Søfart her.
  • Kulturværftet her.

11. Teknisk Museum

Danmarks Tekniske Museum blev etableret i 1911, og rummer historier om alt det, der er blevet en naturlig del af dagligdagen; blandt andet elektricitet, telefoner, biler, flyvemaskiner, computere og kloaksystemer.

Museet giver mulighed for at udforske og udfordre alle jeres sanser. Der er altid masser af sjove aktiviteter og interessante udstillinger – for både børn og voksne. Få et overblik her.

Mest læste artikler