I Almindingen kan du finde disse bisoner, der får i en indhegning fra 2012 og 4-5 år frem.
I Almindingen kan du finde disse bisoner, der får i en indhegning fra 2012 og 4-5 år frem. Foto: Naturstyrelsen

Ferie på Bornholm - her finder du de bedste oplevelser

Bornholm

På Bornholm er afstandene til de mange seværdigheder overskuelige, og du kan snildt nå hele øen rundt. Besøg for eksempel bisonerne i Almindingen, rovfugleshowet i Nyker, Middelaldercentret i Østerlars eller tag en sejltur til Christiansø.

Almindingen og bisoner

Midt på Bornholm, i skoven Almindingen, kan du møde et usædvanligt dyr: den europæiske bison. En flok på 7 dyr flyttede ind i et indhegnet område af skoven i 2012, og her skal flokken leve de næste 4-5 år. Du kan gå rundt inden for indhegningen – men husk, at holde en afstand på minimum 100 meter og respektere, at de er sky og ikke vil generes.

Få flere god råd til, hvordan du skal opføre dig overfor bisonerne i Naturstyrelsens folder ”Bisonerne i Almindingen”

Udstilling om bisonerne

Bisonerne er blevet sat ud i Almindingen som en del af et større europæisk arbejde med at redde bisonarten fra at uddø. Du kan også opleve en udstilling om bisonerne i Aktivitetscentret NaturBornholm i Aakirkeby, (centret er åbent i sommerhalvåret), lige syd for Alimindingen Skov.

Hop på vandreblokken Rokkestenen

Almindingen Skov har mere end bisoner at byde på – skoven har længe været en af de store naturattraktioner på Bornholm pga. Rokkestenen og Ekkodalen.

Rokkestenen er en kæmpe sten, der vejer 7 ton – den kaldes også for en vandreblok, fordi den stammer fra den seneste istid for ca. 10.000 år siden. Den ligger sådan, at man med lidt held kan få den til at rokke, hvis man hopper op på den.

Skrig i Ekkodalen

Ekkodalen er omgivet af høje stejle klippevægge, der giver et fantastisk ekko, når du skriger af fulde hals – efter sigende opnår du det største ekko ved H.C. Ørsteds kilde.

Selve Ekkodalen er ca. 10 km lang og 60 m bred. Der er afmærkede ruter i skoven, og flere forskellige oplagte startpunkter alt efter, hvad du vil opleve – forbered dig fx med Naturstyrelsens folder eller på Destination Bornholm

Læs også: 7 ting du bør vaske hver dag

Rovfugleshow bringer dig helt tæt på forskellige fugle

Foto: Bornholms Rovfugleshow

Fuglene i Bornholms Rovfugleshow er ikke generte – er du? Når falkoneren viser fuglene frem, flyver de så tæt på publikum, at du kan mærke vingesuset og iagttage deres personlighed. Fx er den hvidhovedede havørn Kasi meget mild af væsen, og den rødhalede musvåge Tristan er meget knyttet til mennesker.

Andre fugle på stedet er gåsegrib, amerikansk tårnfalk, berberfalk, blå-gul ara, harris høg, kejserørn, kongevåge, lannerfalk, laplandsugle, prærieugle, sakerfalk og ørken hornugle.

Udstilling og åbningstider

Udover selve showet kan du også opleve en flot samling af udstoppede dyr og suge viden til dig fra udstillingens info-skilte. Bornholm Rovfugleshow er kun åbent i forbindelse med selve showet og en time før og lidt efter. Stedet åbner for sæsonen i påsken, og du kan se tidsplanen for shows i 2013 på Bornholms Rovfugleshow

Bornholms Middelaldercenter – en rejse i tiden

Foto: Bornholms Middelaldercenter

Middelaldercentret ligger i Østerlars tæt på Gudhjem på Bornholms nordøstlige kyst. Der er flere forskellige middelalderhuse og en vandmølle, der udgør de fysiske rammer for centrets udendørs aktiviteter og oplevelser. Aktiviteterne tager udgangspunkt i middelalderen fra år 1300-1450 og fokuserer på kultur og natur.

Oplev værkstederne i Middelaldercentret

Nogle af de aktiviteter, du kan opleve, er: Arkæologisk værksted, malerværksted, kanonaffyring og forskellige middelalderlege som fx bueskydning. Desuden er der guidede rundvisninger. Middelaldercentret er åbent i sommerhalvåret, men sjældent om søndagen.

Læs også: Plettet Voldsnegl er den nye dræbersnegl - og den skal dø, siger Miljøstyrelsen

Rundkirken i Østerlars

Rundkirken i Østerlars ligger kun ca 500 meter fra middelaldercentret, så den bør du også opleve, når nu du er så tæt på. Ud over, at rundkirker er et unikt vartegn for Bornholm, er kirken i Østerlars øens største rundkirke.

Tag en færge til Christiansø og Frederiksø

Foto: Jan Winther
Foto: Jan Winther

Christiansø er Danmarks mest østlige punkt og bilfri, så gør klar til at komme ned i et andet tempo. Christiansø er forbundet til Frederiksø med en hængebro, og de to øer kaldes sammen med fuglereservatet Græsholmen for Ertholmene.

Du kommer til Christiansø ved at tage færgen fra Allinge eller fra Gudhjem – i begge tilfælde tager turen ca. en time. Find sæsonens fartplan på Bornholm Express

Trækfugle giver særlig stemning

Naturen på Christiansø er ligesom Bornholm præget af klipper, men Christiansø har alligevel sin helt egen stemning med de mange trækfugle, der hviler sig og tanker op på føde om foråret og om efteråret. Øen har i mange århundreder været en fæstnings-ø og ejes i dag af Forsvarsministeriet/staten.

Klipperne på Christiansø og naturen på Ertholmene

Klipperne på Christiansø er med til at holde på varmen, og det betyder, at sydeuropæiske planter som figen og morbær trives rigtig godt. Ertholmene har både strandeng, skovbund, sumpe, og damme, soltørre områder og skyggefulde slugter, som du kan opleve til fods.

Kilder: Destination Bornholm, Visit Denmark og danmarksrejsen.dk

Få mere inspiration til ferie i Danmark her

Læs også: Derfor skal du bruge sort peber i vasketøjet

24 januar 2013

Gode links til Bornholm


  • Destination Bornholm har lavet en glimrende oversigt over gode aktiviteter, hvis du rejser med børn – den hedder ”Børnebørnenes Bornholm”, men er absolut også brugbar, hvis du ”bare” er forælder.

  • Har du eventyrlystne børn, så deltag i Skattejagt Bornholm Der er placeret 24 poster udover hele Bornholm, og opgaven på hver post skal løses ved hjælp af den særlige skattejagt-rygsæk, som du får udleveret ved start. Du kan begynde 4 forskellige steder: Bornholm Tours i Nexø, Destination Bornholm i Rønne, Hammershus og Bornholm Middelaldercenter.

  • Tjek også hjemmesiden danmarksrejsen.dk og få inspiration til Danmarks 30 smukkeste naturperler – bl.a. Bornholm.

0

Bornholms Middelaldercenter

Bornholms Middelaldercenter er et oplevelsescenter, der ligger 500 meter fra Østerlars Rundkirke i den smukke og særprægede bornholmske...