Isolering sparer penge

22.000 kr. mindre i varme om året! Det er det håndgribelige resultat af en energirenovering af en ældre villa.

Fotos: Rockwool

Af Jan Pasternak, idényt nr. 9, 2006
Foto: Isover
En familie i Køge har fået halveret deres årlige udgifter til varme med det resultat, at de har fået 13.800 kr. mere i hånden hvert år, når udgifterne til energirenoveringen er trukket fra.

Renoveringen af det 161 m2 store, traditionelle murermesterhus fra 1927 er et demonstrationsprojekt, som er gennemført i et samarbejde mellem isoleringsfirmaet Rockwool, Danmarks Tekniske Universitet, DTU, Danfoss og Energimærkesekretariatet.

Her er altså ikke tale om teoretiske beregninger, men om et konkret hus, der har fået en isoleringsmæssig overhaling. Ikke mindre interessant er det faktum, at den reelle besparelse har vist sig at være større end først antaget.

Renoveringen af villaen løb op i 157.000 kr. I starten så det ud til, at det var lykkedes at sænke energiforbruget med ca. 16.000 kr. om året. Men nu har det vist sig, at der var endnu flere penge at hente: i alt 22.300 kr. kunne trækkes fra varmeregningen. Det svarer til 13.800 kr., når omkostningerne til byggelånet er trukket fra – eller en besparelse på hele 57 %.

Den øgede besparelse skyldes dels de stigende oliepriser og dels, at der blev brugt 3.050 l olie mindre det år. Familien har holdt samme gennemsnitstemperatur inde i huset som tidligere, men har mærket klare forbedringer på indeklimaet.

De ting, der blev fokuseret på, var husets generelle isolering samt en forbedring af både vinduer og varmesystem. Projektet startede under taget, hvor der blev lagt ny og væsentligt tykkere isolering.

De gamle radiatorer blev udskiftet med nye med termostatventiler, der mere præcist regulerer varmen. Varmesystemet er også blevet forsynet med en pumpe, men fyret er bevaret. Også de gamle vinduer er bevaret, men har fået nye energiforsatsruder.

Illustration: Jan PasternakFra gulv til loft

Der blev lagt ny, tykkere isolering på loft, skråvægge, skunke, vægge og gulv, ligesom gulvet blev tætnet for at undgå træk. Ydermurene fik hulmursisolering.

Kan det betale sig for dig?
Der er stor forskel på, hvor godt danske huse er isoleret. Størrelsen på en eventuel besparelse afhænger også af varmetypen. Olie er det dyreste, og fjernvarme generelt det billigste. Især huse fra før 1960 er utætte og dårligt isolerede, men også nyere huse kan have alvorlige mangler. Selv huse, der er efterisolerede inden for de senere årtier, kan det ofte betale sig at gå efter i sømmene.

En godkendt energikonsulent kan tjekke dit hus og fortælle, hvor det kan betale sig at sætte ind.

Tjek varmetabet
Det er muligt via forskellige metoder at få målt husets varmetab, så du kan se, hvor det kan betale sig at sætte ind. Bl.a. firmaet Iso-test måler varmetab og udarbejder derefter en rapport, der giver klare anvisninger på, hvad der skal til af efterisolering, og hvad du kan spare på varmeregningen.

9

Læs også: Energirenovering – her er alle de tilskud, du bør kende

Læs også: Hulmursisolering – vælg den rigtige isolering til hulmuren

Mest læste artikler