Hvilken energiklasse står der på dit hus?

Et hus med energimærkning A har en langt højere handelsværdi end et med et D eller E. Det er indbygget logik, men forskellene i kvadratmeterprisen ved salg bliver større, og det har sat ekstra fokus på energirenoveringer på villavejene.


Energirenovering giver højere salgspris

De seneste tal fra Dansk Byggeri og Boligsiden.dk viser, at siden 2006 og frem til i dag er boliger med energimærke A eller B blevet solgt til en langt højere kvadratmeterpris end boliger med energimærke C, D eller dårligere.

– Energimærker og energirenovering er ikke kun for idealister, der vil spare CO2 og gøre jorden til et grønnere sted. Tallene viser, at det betaler sig at energirenovere – både nu og her og på den lange bane. Man får en besparelse på energiregningen, og samtidig er der en højere salgspris i udsigt, når den tid kommer, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Læs også: Energirenovering – her er alle de tilskud, du bør kende

Fokus på varmeregningen

Det øgede fokus på boligens energimærkning bekræfter en undersøgelse fra Boligsiden.dk, der er en af de store boligportaler herhjemme. Her svarer 80%, at de er opmærksomme på både varmekilden og varmeregningen, når de søger bolig.

– Energimærket er noget, boligkøberne går meget op i, og to ud af tre går efter en bolig med lavt energiforbrug. Derfor overrasker det heller ikke så meget, at også størrelsen på varmeregningen og boligens energikilde er et fokusområde for køberne”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Få hjælp til energiløsningen

Ikke kun villaejere ser deres fordel i at have en bolig, der lever op til nutidens krav om en høj energimærkning. Det har også høj prioritet ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, at boligmassen er “up to date”. Derfor inviterer flere kommuner landet over til borgermøder, hvor villaejerne orienteres om mulighederne – og ikke mindst kan få vejledning i, hvordan de griber en renovering an.

– Der er mange fordele ved at energirenovere sin private bolig, og dem vil vi rigtig gerne i dialog med borgerne om. Man får selvfølgelig økonomiske fordele af en mindre el- og varmeregning, men samtidig stiger husets værdi for hvert trin boligen stiger op ad energimærkeskalaen, siger Poul Rask Nielsen, projektchef i Energibyen i Frederikshavn i forbindelse med indbydelsen til borgermøde i området.

Brug Håndværkerfradraget

Når det gælder tilskudsmuligheder til en energirenovering er håndværkerfradraget, der kan benyttes frem til nytår, stadig populær. Her kan hver person i husstanden over 18 år trække op til 15.000 kr fra i skat pr. år, når beløbet er brugt på løn til håndværkere. Over en halv million danskere brugte fradraget sidste år.

Top 5 kommuner med størst andel af huse med C-mærke eller bedre

1. Albertslund (57 %)

2. Solrød (49 %)

3. Aarhus (47 %)

4. Skanderborg (47 %)

5. Vallensbæk (46 %)

Kilder: Dansk Byggeri, Boligsiden.dk og Frederikshavn Kommune

Mest læste artikler