Tænd rigtigt op i brændeovnen, og undgå for meget luftforurening

Nye effektive brændeovne er et skridt på vejen mod renere luft. – Det vigtigste er dog at fyre korrekt, siger skorstensfejer-mester Henrik B. Jensen fra Skorstensfejerlaugets miljøudvalg. Det gør du ved bl.a. at bruge den rigtige størrelse brænde og placere brændet rigtigt.


Hvide sten er et godt tegn

Skorstensfejermester Henrik B. Jensen har lige åbnet lågen til en tre år gammel brændeovn.

– Se stenene her i brændkammeret. De er pænt hvide. Det viser, at der bliver fyret rigtigt op her i huset. De er nemlig ikke fyldt med sod, fortæller Henrik B. Jensen, der er formand for Skorstensfejerlaugets miljøudvalg.

Og ganske rigtigt. Da Henrik rutinemæssigt renser ovnen, er der ikke så meget at komme efter, for ejeren har lært, hvordan man fyrer, så der praktisk talt ikke kommer synlig røg fra “bålet”. Efter rengøringen tænder Henrik op igen, og lynhurtigt brænder ilden på den helt rigtige måde.

Usynlig røg

Et kig udenfor viser, at der ikke kommer nogen synlig røg op fra skorstenen. Det er, fordi forbrændingen er så effektiv, at de fleste røggasser bliver brændt inde i brændeovnen. Faktisk viser videnskabelige målinger, at med denne optændingsform reducerer man op til 80 % af partikeludledningen i optændingsfasen.

Rigtig størrelse brænde

Brændet til ovnen skal også være kløvet i passende tynde stykker, og så skal det være tørt. Henrik tjekker det med en fugtighedsmåler: – Så længe det er under 18%, er det godt, siger Henrik godkendende. Han foretrækker løvtræ. Gran kan også bruges uden at have den store brændværdi.

– Du kan sagtens bruge træ fra haven,  men du skal aldrig bruge grene med bark hele vejen rundt. Det kan simpelthen ikke tørre tilstrækkeligt.

Lav et home party, og lær om optænding

Når Henrik B. Jensen er ude hos private, er det som oftest for at godkende nye brændeovne, og nye brændeovnsejere er tit i tvivl om, hvordan der skal tændes op. Til gengæld er det også hans opfattelse, at brændeovnsejere er meget lydhøre og interesserede i at lære det rigtigt.

– Vi har rigtig stor succes med vores Home Parties, hvor vi tilbyder at komme ud og lære det fra os, vi ved om brænde og optænding. Det kræver bare, at den enkelte villaejer skal kunne samle mindst ni andre interesserede om  brændeovnen. Det kan være naboer, venner, familie osv.

Nye miljøvenlige brændeovne

Henrik B. Jensen siger, at han netop nu har travlt med at godkende nye brændeovne. I hans distrikt, der dækker en tredjedel af Københavns Kommune, bliver der årligt taget ca. 240 nye brændeovne i brug, så der er rigtig god gang i udskiftningen af de ældre og utidssvarende ovne.

– De nye svanemærkede brændeovne er meget effektive og udledningen af partikler fra dem ligger langt under de gældende grænseværdier, siger Henrik B. Jensen.

–  Men det er vigtigt at huske, at selvom du har en ny moderne brændeovn, så skal du stadig fyre op med rent, tørt brænde og tænde op på den rigtige måde, men gør du det, så generer du i hvert fald ingen naboer, siger han.

Bestil Home Party

Kan du samle mindst 10 personer – fx naboer, venner m.m. – så kan du bestille en skorstensfejermester fra Skorstensfejerlaugets Miljøteam til et Home Party hjemme hos dig. Her vil skorstensfejermesteren vise, hvordan I tænder korrekt op og svare på  spørgsmål.

Et Home Party kan bestilles hos Skorstensfejerlauget på tlf. 60 16 20 20 eller på mail: lauget@skorstensfejeren.dk

Sådan tænder du op

1. Bændestykkerne skal være på størrelse med en underarm.

2. En fugtighedsmåler er et godt værktøj, for brændets fugtighedsprocent må ikke overstige 18.

3. Først lægger du to stykker brænde med barksiden nedad som vist. Barksiden skal nedad, fordi barken brænder dårligst. Oven på lægger du nogle lag med optændingspinde. Byg dem op som et lille tårn. Det er vigtigt, at der er luft imellem dem, så der kan komme ilt til ilden. Øverst lægges nogle optændingsposer. Sæt ild til og tænd.

4. Når ilden er ved at få fat holdes døren på klem, så der kan komme godt med luft til.

5. Ilden har godt fat i pindene, og døren kan lukkes, mens der åbnes helt op for ovnens lufttilførsel.

6. Nu er der fuldt blus på. Røgen fra skorstenen vil være usynlig. Det skyldes, at forbrændingen er effektiv. Ifølge skorstensfejermester Henrik B. Jensen er brændets beskaffenhed og den rigtige optænding nøglen til en ren forbrænding i brændeovne.

Læs også: Rengøring af brændeovn – vedligeholdelse af pejs og ildsted

Mest læste artikler