|
Din regnvandstønde kan være en bakteriebombe i sommervarmen
Salat, krydderurter og grøntsager, der spises rå, må ikke vandes med vand fra regnvandstønden - vandet kan indeholde farlige bakterier, der kommer med ind på spisebordet.
 Opsamlet regnvand sparer miljøet for spild af rent drikkevand, men det er ikke alt grønt i haven regnvandet egner sig lige godt til.
Brug ikke regnvandet til salaten Vandet fra regnvandstønden er et fint supplement til vandværket, men lad være med at vande grøntsager, som I spiser rå, med regnvandet, for det kan indeholde bakterier. Selv om du skyller grøntsagerne under vandhanen, kan du ikke være sikker på, at bakterierne er væk. Det er afgørende, at vandet fra regnvandstønden ikke rammer grøntsagerne direkte, men du kan fx godt fylde vandingskasser i drivhuset med vandet, da grøntsagerne ikke optager bakterier fra vandet via jorden.
Sommervarmen giver flere bakterier Fugleekskrementer, insekter, jord og støv kommer med ned i regnvandstønden fra tagfladen. Selv om vandet virker rent, vil der være bakterier i vandet. Og særligt i varme perioder, hvor vandet bliver lunt, har bakterierne gode betingelser for at udvikle sig. Blandt andet salmonella og jordbakterier er glade for varmen, mens campylobacter også udvikler sig, når vandet er koldt.
Vand nysåede frø med det opsamlede regnvand Du kan godt vande urtehaven med regnvandet, når der er tale om nysåede frø, der først skal på spisebordet om flere måneder. Men når planterne er udviklede, skal de vandes med vand fra vandhanen. Til sammenligning er Fødevarekontrollens krav til gartnerier, at grøntsager, der skal spises uden kogning, skal vandes med vand i drikkevandskvalitet, så snart planterne har udviklet sig.
Regnvandet optager stoffer fra dit tag, inden det løber ned i regnvandstønden Før du vander urtehaven, bør du dog undersøge, hvilke materialer regnvandet har været i forbindelse med, før det når regnvandstønden. Nogle typer tagbelægning kan afgive sundhedsfarlige stoffer, som du ikke ønsker i dit urtebed - og i din salatskål. Så vil du være helt sikker, er det klogest at vande alle spiselige afgrøder med vand fra vandværket.
En grundig rengøring af regnvandstønden mindsker risikoen for bakterier - læs mere på næste side
|