| Smid ikke maden væk
Bliv bedre til at styre dine indkøb, så du ikke køber for meget og ender med at smide mad ud.
 |
| Når mad er på tilbud, er det oftest i større mængder. |
Supermarkedet lokker: “Køb 3 pakker og betal for 2. Megapakke til minipris. Køb det hele for det halve”. De gode tilbud handler tit om at købe stort ind. Og det er fint, så længe det handler om vaskepulver og dåsetomater. Men når det drejer sig let fordærvelige fødevarer som kød, pålæg og mejeriprodukter, kan det være problematisk. Det viser sig nemlig, at danskerne smider 10 procent af deres madvarer ud. Ofte fordi vi har overkøbt og slet ikke kan nå at spise maden, før den bliver for gammel. At smide mad ud er spild af penge. Selvom vi tror, vi sparer ved at købe den store pakke frem for den lille, nytter det jo ikke noget, hvis en del af maden alligevel smides ud.
Øs op med omtanke Uanset om der er en eller otte i din husstand, kan det være svært at vurdere, hvor meget du skal købe. Det er selvfølgelig individuelt, hvor meget kød og mælk en enkelt person spiser og drikker, men en god og sund tommelfingerregel er at beregne ca. 100-150 g hele stykker kød per voksen person til et hovedmåltid. Hvad enten det drejer sig om okse- eller svinekød, fjerkræ eller fisk. Hvis kødet er hakket, vil de fleste have tendens til at spise lidt mere. Kartofler, pasta og ris er basisvarer, der er mere holdbare. Madspild her handler mere om, at man får tilberedt for meget. Beregn ca. 250 g kartofler per voksen person (ca. 3 styk). Med pasta og ris skal du beregne ca. 100 g i tør tilstand.
Lidt mindre til børnene Grøntsager kan være svære at vurdere. Anbefalingerne for det daglige indtag siger ca. 300 g frugt og 300 g grønt. Til et aftensmåltid kan det derfor være fint at få mindst 200 g grøntsager. Det svarer i rå grøntsager til en dyb tallerken med top. Men er grøntsagerne tilberedte, svinder de ind og fylder faktisk kun halvdelen. Børneportioner skal selvfølgelig være mindre. Igen er der stor forskel på mængderne alt efter alder og appetit. Men det kan være fint at tage udgangspunkt i samme fordeling af madvarerne som i voksenportionerne og så beregne lidt mindre.
Behandling af maden Er du faldet for fristelsen til storindkøb, eller var du nødt til at købe en hel familiepakke koteletter, selvom du bor alene, så sørg for at opbevare maden på en måde, så den ikke bliver dårlig. Hele stykker kød kan holde sig et par dage i køleskab. Har du ikke lyst til samme slags kød flere dage i træk, så sørg for at fryse det ned med det samme.
Det spiser en voksen • 100-150 g kød (svarer til to store frikadeller eller 1 ½ hakkebøf) • 200 g grøntsager (rå) • 200 g brød (ca. ½-1 skive groft brød) • 100-120 g ris/pasta (tør) - eller 200-250 g kartofler (ca. 3 mellemstore)
4 praktiske indkøbstips • Gør det til en vane at tjekke holdbarheden allerede i butikken. Så kan du nemmere overskue, om det er sandsynligt, at du når at spise maden, inden den bliver dårlig. • Ofte kan kødpålæg kun holde 4-5 dage, efter du har brudt emballagen, så lad være med at åbne for mange forskellige pakker ad gangen. • En del supermarkeder pakker selv deres kød. Kan du ikke finde en pakke i køledisken, der passer til dit behov, kan du få slagteren til at pakke én, der passer. • Lav en ugeplan over familiens måltider. Det gør det lettere at beregne, og du kommer ikke så nemt til at foretage impulskøb.
Af Berit Viuf, 803
|