Til forsiden  Bliv fan af idenyt





 




Af Katrine Bertelsen, Fritidshus.

Tag hul på sommeren, og byg en drage. Med ganske få midler tager det ikke lang tid at bygge en flot en af slagsen. Gør det til et familieprojekt - og lav en eller flere. Det er slet ikke svært, så I kan sagtens også have de yngste med. Og så er det sjovere at sætte sit personlige præg på sin egen drage end at købe en færdig i legetøjsbutikken. Har I lyst og tid, kan I male dragen. Den er flot i friske farver og nem at få øje på.

Dragen kommer fra Kina, hvor drageflyvning har været kendt i mere end 5.000 år. De kinesiske drager er altid malet i flotte farver. Der er malet øjne på, og tit er de dekoreret med komplicerede mønstre. Dragesæsonen er dejlig lang i Danmark. Her blæser det næsten altid, og det er rart at komme ud på en frisk tur. Især hvis I har sommerhus tæt ved strand eller mark. Her er fri vind, så dragen kan flyve frit og ikke bliver viklet ind i træer og buske.

Gode flyvetips
  • I skal være to. 
  • Én holder dragen, og én holder snoren.
  • Hold 4 til 8 meters afstand.
  • Løb op imod vinden.
  • Når dragen er på vej i luften, slipper den, der holder dragen, og den anden giver efterhånden mere line.
  • Tag reparationsmateriale med ud: saks, tape og snor.
  • Brug en god kvalitet papir, så bliver dragen mere holdbar. Flyver den ustabilt, skal den måske have bundet nogle avisstrimler på halen.
  • Er dragen svær at styre, kan du, i stedet for at binde styresnoren til midten af krydset, binde en snor på ca. 90 cm mellem tværpindens ender.
  • På midten af den nye snor bindes styresnoren. Sæt dragen op et åbent sted uden alt for mange træer, el-ledninger, veje og cykelstier.
  • Hold ikke snoren direkte hånden, hold i pinden, så du ikke bliver revet i håndfladen. Brug evt. handsker.


Det skal du bruge
150 cm rundstok i fyrretræ, ca. 8 mm i diameter
70 x 100 cm kraftigt indpakningspapir eller plastic
3 meter kraftig tape, 3-4 cm bred, fx afdækningstape
25 meter sejlgarn
Bånd og aviser til dragens hale
Sådan gør du trin for trin

1. Først skal du dele rundstokken i to dele - en på 60 cm og en på 90 cm. Skær et hak i hver ende af pindene (se udsnit på tegning 1). Læg de to pinde parallelt. Bind dem stramt sammen med sejlgarn. Drej dem på tværs af hinanden, så de danner et kors. Flyt pindene, til krydset er 30 cm fra toppen. Skær ca. 3 m sejlgarn af, og bind det rundt om skelettet. Det skal sidde så stramt, det kan uden at bøje pindene (vist som rød tråd på tegning 1). De fire hak holder snoren fast. Klip papir eller plastic størrelsen 70 x 100 cm. Brug tapestykker til at forstærke papiret ved pindenes spidser (de blå felter på tegning 1).

2 Læg pindeskelettet oven på det tilskårede papir/plastic. Den korte tværpind skal være tættest på papiret. Skelettets spidser skal ligge oven på afdækningstapen. Klip hjørnerne af papiret, så det kommer til at se ud som på tegning 2. Fold spidserne og siderne ind over snoren, og sæt dem fast med afdækningstape (se den lyse bane på tegning 2). Sørg for, at folden er lukket hele vejen.

3 Lav to små huller på hver side af den lodrette pind - en over tværpinden og en under, så styresnoren bindes om begge pinde. Stik så snoren igennem hullerne, og bind den godt fast med samlingen på papirsiden. Vær helt sikker på, at snoren bindes diagonalt rundt om krydset. Rul den anden ende af sejlgarnet op på en pind.
Lav en hale på ca. 3 m - brug enten sejlgarn, silkebånd eller stofbændel. I den spidse ende af dragen laves to huller i papiret på hver side af pinden, 2-3 cm fra spidsen. Her bindes halen fast (se tegning 3). Du kan vælge at binde strimler af avispapir fast på halen.






Quickpoll




















Forside
Artikler
Boligen
Haven
Læserideer
Find leverandør
Guidenyt
Debatforum
Villahjælpen

Nyhedsbreve
RSS Service
E-Magasiner
Bonnier sites

idényts villapanel
idényts postpanel
vimedhave.dk
Video
Brochureservice
Konkurrencer

Madopskrifter
Tips om planter
Nye produkter
Tag hånd om huset
Huskalender
Havekalender
Fritid
Links

Kontakt idényt
Medieinformation
Reklamation
Ledige jobs





idenyt.dk | tlf 44534000 | fax 44921121 | E-mail idenyt@idenyt.dk Virksomheden der bærer dette mærke, lever op til Foreningen af Danske Internet Mediers retningslinier for god skik i salg og markedsføring – din sikkerhed mod annoncehajer. Læs mere på www.fdim.dk/godskik

idé-nyt backoffice login