Søg i autorisations-registret for el, gas og vvs eller kloak på sik.dk. Dvs. skriv din håndværkers firmanavn og få at vide, om autorisationen er på plads.
Søg i autorisations-registret for el, gas og vvs eller kloak på sik.dk. Dvs. skriv din håndværkers firmanavn og få at vide, om autorisationen er på plads.

Tjek om din håndværker er autoriseret og undgå snyd

Tjek om vvs’eren og elektrikeren har autorisationen i orden, inden du hyrer ham. Sikkerhedsstyrelsen oplever et stigende antal sager om snyd, og det kan give generende og farlige skader i dit hjem. Du kan nemt tjekke, om din håndværker er autoriseret.

Håndværkeren kan sælge sig på falsk varebetegnelse
Oversvømmelse på det nye trægulv i entreen eller stød fra den nye el-installation ved ovnen? Du undrer dig, for håndværkeren har da givet indtryk af, at han var autoriseret. Men din håndværker kan have solgt sig selv på falsk varebetegnelse ved at give indtryk af, at han havde den nødvendige autorisation.

Voldsom stigning i antallet af anmeldelser
Sikkerhedsstyrelsen, der kontrollerer området, har på tre år oplevet mere end en fordobling af anmeldelser om håndværkere, der markedsfører sig som autoriserede uden at have papirerne i orden. Fra i alt 105 anmeldelser i 2008 til 329 i 2011. Også antallet af sager, der bliver sendt videre til politiet, er steget kraftigt – fra 86 sager til 175 sager.

Foto: iStockphotoDu risikerer selv en bøde
Stigningen er især voldsom på vvs-området. Det kan ikke alene give stærkt generende eller ligefrem farlige skader for dig i dit hjem, men det kan i yderste konsekvens også betyde, at du selv får en bøde, hvis der er belæg for at tro, at du har været vidende om, at han ikke har været autoriseret.

Sådan tjekker du, om håndværkeren har autorisation
Derfor opfordrer både Sikkerhedsstyrelsen og branchen til, at du tjekker, om håndværkeren har den nødvendige autorisation, inden du hyrer ham. Og det er faktisk nemt at tjekke. På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside sik.dk er der opdaterede lister på alle autoriserede inden for vvs-, gas-, el- og kloakområdet: Søg i autorisationsregistreret. Er håndværkerens firma godkendt dér, er autorisationen i orden. Det betyder, at han har den påkrævede uddannelse og er underlagt kontrol fra Sikkerhedsstyrelsen.

Gem alle papirer på arbejdet
Det er altid en god idé at gemme dokumentation på arbejdet – også selvom autorisationen er i orden. Gem alle papirer på aftaler og afregning, hvis arbejdet skulle fører til fejl eller skader i dit hus.

Hvis skaden er sket
Hvis du har handlet i god tro, altså troet håndværkeren var autoriseret, har du en forholdsvis stærk sag: Dels kan du gøre ham ansvarlig og rejse sag mod ham. Hvis det ikke fører til noget, har du en rimelig god sag i forhold til dit forsikringsselskab, men du er bedst stillet, hvis du fra starten sikrer dig, at autorisationen er på plads.
Kilde: Riccardo Pescatori, Forsikring & Pension.

Her kan du klage
Ankenævnet for Tekniske Installationer på el- og vvs-området: el-vvs-anke.dk
Byggeriets Ankenævn på kloakområdet: byg- gerietsankenaevn.dk

Læs mere om stigningen af anmeldelser på næste side.




#br

Ulovlig annoncering
Sikkerhedsstyrelsen, SIK, modtager anmeldelserne fra enten andre installatører, virksomheder eller privatpersoner og vurderer, om sagen skal gå videre til det lokale politi, og hvor stor indstillingen af bøden skal være. De fleste anmeldelser, SIK får, handler om ulovlig markedsføring og annoncering. F.eks. på hjemmesider, hvor virksomheder uden autorisation reklamerer med, at de udfører alt arbejde inden for vvs, kloak eller el. I andre sager skilter man måske på varebilerne med, at man har en autorisation, uden at det er tilfældet. Men det er ulovligt, slår en dom fra Østre Landsret fra 2010 fast. Man må ikke vække en forventning hos forbrugeren om, at man har autorisation gennem f.eks. annoncering.

Læs også: Sørg for at brandsikre dit hjem bedst muligt

Så mange anmeldelser har der været
En ny opgørelse fra Sikkerhedsstyrelsen over anmeldelserne viser, at det især er på vvs-området, der er sket en voldsom stigning: Fra 44 til 184 anmeldelser fra 2008-2011, og en stigning i de sager, der har ført til politianmeldelse fra 48 til 118. På kloakområdet er de tilsvarende tal fra 46 til 100 anmeldelser og fra 31 til 36 i sager til politiet, og på el-området fra 15 til 45 anmeldelser og fra 7 til 21 politianmeldelser. Samlet har der været en stigning fra 105 anmeldelser i 2008, hvoraf de 86 er meldt til politiet, til 329 anmeldelser, hvor 175 er meldt til politiet.

Sikkerhedsstyrelsen oplyser, at ”Grunden til, at nogle sager er blevet henlagt i 2011, er, at nogle virksomheder har fået orden på deres autorisation, andre er lukkede, mens nogle anmeldelser har manglet dokumentation for at vi kan gå videre med sagen”.

3 april 2012