Hulen højt oppe i træet

Den er sjov at bygge – hulen – og så giver den børn mulighed for mange timers herlig leg i “eget hus”.


Fotos: Scanpix

Af Lise Mortensen Høy, idényt nr. 7, 2005
Fotos: Scanpix. Tegninger: Christian Raun

Der er ikke noget bedre end en hule i et træ langt væk fra de voksne. Her kan man gemme hemmelige skatte, dele en sodavand med bedstevennen – eller måske bare ligge på maven og udspionere mor og far.

Ved jorden at blive
Hvis du ikke har et egnet træ i haven, eller du synes, at en hule i højden er et for stort projekt at binde an med, kan du hjælpe ungerne med at bygge en hule ved jorden i stedet for. Skov- og Naturstyrelsen anbefaler disse materialer til huler:

• Buskads – uden torne
• Grankviste, grantoppe, grene, rafter eller et krat, hvor det er tilladt selv at skære nogle pinde
• Kronen på et væltet træ er perfekt som hule
• Et hult træ
• Pil. En hytte af groende pilekviste, der bindes sammen i toppen. Flere huler kan forbindes med piletunneler
• Grenhytte, hvor grenene bindes sammen og store blade el. lign. bindes eller flettes på skelettet
• Tipi – enten bygget af rafter eller af teltdug eller en kombination af begge dele.

Men selv om der selvfølgelig er “forbudt for voksne”, bliver de voksne nødt til at hjælpe med byggeriet. Børnene skal være trygge ved værktøjet, hulen skal sidde ordentlig fast, der skal være gode faldsikre sider – og der må ikke være farlige steder, hvor små børnefødder kan sætte sig fast.

Sav et par grene væk
Træet, der skal bære hulen, skal være stort og gammelt nok; hovedstammen skal mindst være 30 centimeter tyk. I skal også være enige om projektet: Hvad er der plads til, og hvad rækker energi og byggeteknik til.

En hule behøver ikke være lukket med tag og vægge. Sikrer du hulen med et rækværk, kan den sagtens bestå af en platform, der er skjult bag træets blade, så kan børnene selv lege videre og fx hænge presenningstag op.

Lav en ramme
Find en solid forgrening med rimelig plads mellem de store grene. Bind evt. en snor rundt om de grene, som skal omkranse hulen; brug vaterpas -– så har du et niveau at gå ud fra. Du skal regne med at skulle save to-tre kraftige grene af i niveauhøjde, så du kan bygge jeres hule direkte på de afsavede grene.

Før du bygger gulvet, skal du lave en god, kraftig lægteramme, som platformen kan hvile på. Den skal støtte på de afskårne grene, og muligvis bliver den nødt til at få en ekstra stolpe, der støtter nede på jorden eller er gjort fast i en grenkløft længere nede på træet. Gør lægterne fast med lange galvaniserede søm eller skruer, helst i stubbene fra de afsavede grene – men træstammen kan også godt tåle et par søm.

Det er vigtigt, at alle hjørner og yderpunkter er afstøttet ordentligt, så gulvet i hulen ikke kommer til at bøje, når børnene bevæger sig rundt.

Få gulvet på plads
Skru også lægterne i rammen sammen med kraftige skruer i alle rammens hjørner.

Når rammen er på plads, skal der lægges et godt gulv, gerne i 15 eller 18 mm vandfast krydsfiner. Skal der gå en gren eller to op igennem pladen, er det nemmest at tilpasse en skabelon af pap, som pladen kan saves efter. Og husk, at lægteramme og gulvplade skal flugte i kanterne; så kan gelænderet efterfølgende skrues solidt ind i lægterne. Tænk også på, at regnvandet skal kunne løbe af gulvet, så lav det lidt skrå, eller bor nogle huller til afløb.

Når platformen sidder godt fast, skal der laves et solidt gelænder rundt om den. Skru hjørnestolperne til gelænderet ind i lægterammen under gulvpladen, og forbind dem med en håndliste. Hvis skruerne ikke kan få fat, så skru og lim en kant af lægter hele vejen rundt i kanterne af gulvpladen, så kan gelænderet skrues fast i den.

Faldsikring
Herefter kan du lukke helt mellem håndliste og gulvplade, så du får optimal “huleeffekt”, eller du kan sætte brædderne på med det korrekte mellemrum, så de blot virker som faldsikring.

Endelig skal vejen op til hulen gøres klatresikker. Tænk på, at børnene ofte vil have noget med i hænderne på vejen op, så måske skal der sættes et par trin op i træet, så de bedre kan balancere på deres vej mod hulen.

Tegninger: Christian Raun

En rebstige
Er børnene små, kan den bedste løsning være at sætte en stige op mod træet, men den skal tjekkes jævnligt, så den ikke giver ungerne en falsk tryghed. Endelig kan du vælge rebstigen som løsning på adgangsvejen til hulen. Her skal du sørge for, at rebstigen slutter 60 cm over jorden, så de allermindste børn ikke kan klatre op og falde ned.

Sådan gør du ungernes hule mere sikker
1. Se på dine børn, inden du bestemmer, hvor hulen skal sidde oppe i træet. Sæt fx højden på hulen efter deres alder; jo ældre børnene er, jo højere kan hulen sidde i træet.

2. Tænk på, hvad der ligger under træet; altså hvad børnene falder ned på, hvis uheldet er ude. På dage, hvor huleaktiviteten er høj, kunne du smide nogle madrasser, som vil give en blødere landing.

3. Af hensyn til sikkerheden skal afstanden mellem alle brædder/tove/trin altid være enten mindre end 9 cm eller større end 23 cm.

4. Er mellemrummet mellem 9 og 23 cm, kan barnet være i stand til at klemme kroppen igennem, så det kommer til at sidde fast med hovedet.

5. Pas på med at lave spidse sprækker og V-formede kløfter mellem brædder/grene. De kan fange en snip af et halstørklæde eller snoren i en hætte.

6. Overvej, om der skal være dør i hulen, så børnene ikke kan tumle ud ad indgangen. Det afhænger selvfølgelig både af børnene og af deres alder.

7. Kravl selv op på platformen en gang imellem, og tjek, at alt er i orden, og at platformen fortsat sidder ordentligt fast.

8. Aftal, at børnene hverken må lege tagfat i træet eller kaste ting ud fra hulen.

Mest læste artikler