Disse planter æder bananfluerne

Trods navnet bider kødædende planter ikke. De er spændende at se på, især når de fanger fluer eller andre insekter.

En kødædende plante æder en flue

Du kan købe mange forskellige arter af kødædende planter i handlen. Fluetrompet er uden tvivl den mest hårdføre. Det er en flerårig plante, som kendetegnes ved de trompetformede rødlige eller grønlige rør. Trods trompetens uskyldige udseende slipper et insekt ikke levende op igen. Insektet glider ned i en væske i bunden af trompeten. Væsken indeholder enzymer, der opløser insektet, hvorefter planten optager næringsstofferne. Trompeterne tiltrækker fluer og andre insekter.

De omkring 15 forskellige hybridsorter af fluetrompet, der forhandles, varierer både i størrelse og trompeternes form og farve. Fluetrompet trives bedre ved lavere temperaturer udendørs. Fluetrompet er kuldetolerant og klarer enkelte frostgrader, hvis den langsomt vænnes til de lave temperaturer. Derfor står planten flot udendørs selv om vinteren, hvis temperaturen er over – 5 °C .

Andre kødædere

Ud over fluetrompet forhandles en række andre kødædendeplanter, fx kandebærer, fluefanger, vibefedt og soldug.

Kandebærer er en tropisk plante og kan derfor kun placeres inden døre. Planten har en roset af lancetformede blade, der ender i en slyngtråd eller en rødbrun kande.

Hos forskellige arter af kandebærer varierer kanderne i form, facon og størrelse. Mange kandebærere vokser på træstammer, hvor der ikke er meget vand til rådighed. De er i stedet i stand til at udnytte en høj luftfugtighed. Derfor er det en god idé at vande planten med en vandforstøver.

Sådan passer du kødædende planter

Kødædende planter er nemme at passe, blot du følger enkelte regler. Da de er surbundsplanter, tåler de ikke kalkholdigt vand. Brug derfor kun kogt vand eller regnvand. Det er bedst at vande i underskålen, hvor der gerne må stå 1-2 cm vand. De kødædende planter skal helst holdes permanent fugtige og tåler kun en let udtørring. Kraftig udtørring kan resultere i svidninger på blade og fangstanordninger. Det skyldes, at de fleste af planterne er sumpplanter, der vokser i næringsfattige områder. Derfor skal planterne ikke gødes, men kan nøjes med de mineraler, de absorberer fra de indfangede insekter. Kødædende planter skal placeres lyst, gerne i direkte sol.

Overvintring

De fleste kødædende planter har en hvileperiode om vinteren, hvor de visner. Det kan være vanskeligt at overvintre planterne, men forsøg ved at indskrænke vandingen, så planterne kun holdes let fugtige, og placér dem et køligt sted. Lykkes overvintringen, vil nye blade og skud bryde frem i foråret.

Læs også: Hestebremser: Undgå bid og larver fra klæger og bremser

Danske kødædende planter

Der findes også vildtvoksende kødædende planter i Danmark. De er i familie med de planter, der er i handlen, men tilhører andre arter. De danske arter bliver desværre mere og mere sjældne og er derfor fredede. Vibefedt findes på eng og i moser. Blærerod vokser ved søer og i tørvegrave. Soldug kan du møde i moser og på heder.

De mest almindelige arter i handlen

Fluetrompet

Fluetrompet (Sarracenia)
Fluetrompet (Sarracenia) fanger insekter i sine trompetformede fælder. Getty Images

Kandebærer

Kandebærer (Nepenthes)
Kandebærer (Nepenthes) har kandeformede fælder, der lokker insekter til. Getty Images

Fluefanger

Fluefanger (Dionaea muscipula)
Fluefanger (Dionaea muscipula) har fangstblade, der smækker omkring byttet Getty Images

Vibefedt

Vibefedt (Pinguicula)
Vibefedt (Pinguicula) udskiller en klæbrig slim på sine blade Getty Images

Soldug

Soldug (Drosera)
Soldug (Drosera) har blade, der er besat med røde kirtelhår, som fanger insekterne. Getty Images

Blærerod

Blærerod (Utricularia)
Blærerod (Utricularia) har små blærer under vandet, hvori vanddyr fanges. Getty Images

Oprindeligt skrevet af cand.scient. Dorte K. Rohde Nissen i 2005. Opdateret af redaktionen i oktober 2023

Mest læste artikler