Sollys og temperatursvingninger nedbryder malingen – særligt syd- og vestvendte vinduer er udsatte. Derfor er det en god idé at give trævinduer en gang maling, før den gamle maling er slidt igennem og er begyndt at skalle.
Mal to gange, så holder vinduerne endnu længere
Og når du alligevel er i gang med at male de pæne vinduer, er det en god idé at male dem to gange. Find “overmalingstiden” på emballagen. Holder du dig inden for den, kan du male anden gang uden at mellemslibe.
Mal de udsatte steder en ekstra gang
I mange tilfælde vil det være en god idé at male den mest udsatte del af vinduet en ekstra gang. Bundstykket og 10 til 20 cm op ad vinduet får i de fleste tilfælde mest regn og sol og kan have godt af et ekstra lag beskyttende maling til sidst.
Køb speciel vinduesmaling, der kan tåle vejrlig
Du kan købe maling/træbeskyttelse, der er særligt udviklet til at kunne holde til vejrlig, uv-stråler, temperatursvingninger og bevægelser i vinduet. Som regel står der simpelthen “Vinduesmaling” på bøtterne i butikkerne.
Skift fra alkydmaling til plastikmaling
Er vinduet i forvejen malet med alkydmaling, kan du godt skifte til vandig maling – men ikke omvendt. Hvis vinduerne er nye, vil du kunne finde farvekoden på fakturaen – eller få den fra fabrikken.
Slib vinduerne med en slibesvamp
Start med at vandslibe vinduerne med en slibesvamp. Og pas på glasset – både slibesvampe og sandpapir kan ridse glas! Når rammene er slebet, skal de vaskes med grundrengøring og skylles med rent vand. Du kan vandslibe i vaskevandet, så vasker og sliber du i samme arbejdsgang.
Læs bl.a. på næste side om, hvordan du tjekker om der er råd i træet.