Hoveddøren er det første indtryk, dine gæster får. Så overvej, hvilke signaler du vil sende. Du bør vælge en dør, der passer til huset, men den må godt vække opsigt med en rigtig pangfarve.
|
Hovedøren skal passe til huset
Hoveddøren skal først og fremmest passe til huset. Det gælder uanset, om du ønsker en diskret dør, der er afstemt med resten af husets farver, eller om du ønsker en dør, der stikker ud, og som man lægger mærke til.
Gør standarddøren speciel
I dag er de fleste hoveddøre standardiserede. De er seriefremstillede og har derfor de samme karakteristika – selvom du naturligvis kan finde dem i et væld af variationer. Du kan stadig gøre din standard-dør speciel ved at give den en anderledes farve, eller du kan vælge at få specialfremstillet en ny dør.
Restaurer den gamle hoveddør
Er du så heldig at have en gammel håndlavet dør, kan du med fordel vælge at restaurere den i oprindelig stil og farver. Det kan risikere at koste lige så meget som en ny dør, men de gamle massive døre er ofte af en forbavsende god kvalitet, så det kan almindeligvis betale sig alligevel – især hvis du gerne vil bibeholde et unikt look.
Husets stil og alder bestemmer
Skal du vælge en ny dør, kan det være en god idé at lade din dør passe til husets stilart. Er dit hus fra før eller begyndelsen af 1900-tallet, kan døren have mange detaljer, sprosser og udskæringer. Har du en murermestervilla, er det oprindelige dørdesign symmetrisk og med enkle fyldninger. Er du ejeren af en modernistisk villa, har den formodentlig en glat dør. Du kan finde frem til tidstypiske dørprofiler hos Kulturarvsstyrelsen.
Læs bl.a. om dørfarver på næste side.