Vanding - sådan gør du
Potteplanter elsker vand, men ikke for meget. Så den gamle regel med at stikke fingeren i jorden, er ikke så dum. Er jorden våd, skal de ikke have vand – selv om der måske er gået et stykke tid, siden du vandede sidst. For meget vand er lige så slemt for planten, som hvis den tørrer ud.
Lad planten bestemme vandmængden
Har du en urtepotte med underskål, er det vigtigt, at der er huller i potten, så vandet kan løbe ud. Du kan også lade potteplanten ”bestemme selv”, hvor meget vand den har behov for. Sæt den i en skål med vand, og lade den suge en times tid.
Undgå at give planterne koldt vand
Vil du forkæle dine planter, så lad være med at bruge vand direkte fra hanen, det kan give dem et kuldechok. Hæld vand op i en kande, og lad det stå et stykke tid ved stuetemperatur.
Undgå oversvømmelse i urtepotten
Er du typen, der kommer til at give potteplanterne et skvat vand lidt for tit, kan du afhjælpe oversvømmelse i urtepotten meget enkelt. Klip bunden af en plastikpotte – den skal være to-tre cm høj. Læg den i bunden at urtepotteskjuleren, og stil planten på den. På den måde undgår du, at din plante sopper i vand.
Giv planterne en ny urtepotte
De indkøbte planter er ofte i meget små potter af plastik, og det er en god idé at omplante dem i større potter med det samme. Det giver plantens rødder plads, og planter, der har meget jord at vokse i, tørrer ikke så hurtigt ud. Foretrækker du urtepotter af uglaseret ler, så skal du vande oftere, da lerpotterne opsuger en del vand fra jorden.
Udskiftning af jord
Har du nogle potteplanter, der vokser hurtigt eller blomstrer meget, så skal de have ny jord en gang om året. Med dine andre potteplanter kan du fx. tjekke jorden, når vi går over til sommertid, så husker du det igen året efter. Har du nogle planter, der ”hænger med hovedet”, ser triste ud eller jordoverfladen har hvide pletter, skal jorden dog skiftes med det samme.
På næste side kan du se nogle af de potteplanter, der er nemme at passe.